23.10.19 DIB Nyheder

International uro får forbrugernes optimisme til at dale

Nye tal: Forbrugernes forventninger til udviklingen i økonomien tager et dyk i oktober. Det kan føre til, at de holder igen med at bruge penge på varer og services.

Forbrugernes optimisme tager i oktober et dyk, viser tal fra Danmarks Statistik. Forbrugertillidsindikatoren, der måler forbrugernes forventninger til dansk økonomi og egen privatøkonomi, falder i oktober til et nettotal på 1,7 fra et nettotal på 4,3 i september.

Forbrugernes faldende tillid til udviklingen i dansk økonomi er en forventelig men ærgerlig nyhed, mener DI’s cheføkonom.

- Når forbrugernes tillid til den økonomiske udvikling daler, bliver de typisk mere påpasselige. Det kan godt være, at der er fremgang i deres egen privatøkonomi, men de undlader at bruge pengene til at købe varer og services, siger cheføkonom Morten Granzau, DI.

Det er især bekymringen for udviklingen i dansk økonomi, som gør forbrugerne mindre optimistiske .

- Et flertal af forbrugerne tror, at opsvinget i dansk økonomi har toppet. Hostende vækst i beskæftigelsen og en stigende usikkerhed om retningen i international økonomi får forbrugerne til at bekymre sig om fremtiden, siger Morten Granzau.

Faldet i forbrugernes optimisme kommer ellers i forlængelse af den nuværende konverteringsbølge, hvor rekordmange boligejere drager fordel af de lave renter og omlægger til billigere boliglån. 

- Boligejerne surfer lige nu på en kæmpe konverteringsbølge. I den forbindelse har de mulighed for at låne i boligens friværdi. Det giver flere penge mellem hænderne. Men så længe stemningen ikke er bedre, omsættes det næppe til fremgang i forbruget, siger Morten Granzau.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold