Hver femte medarbejder i serviceindustrien kommer fra kanten af arbejdsmarkedet.

Colourbox
23.05.19 DIB Nyheder

Debat: Vi har brug for alle dem, der kan og vil arbejde

Skrevet af:  Flemming Bendt, adm. dir. i ISS Danmark, Jørgen Utzon, adm. dir. i Coor Service Management, Henrik Luxhøj, adm. dir. i Berendsen Textil Service, Tom Laursen, adm. dir. i Securitas, Stine von Chistierson, adm. dir. i Forenede Care, Jesper Busk, adm. dir. i JKS og branchedirektør Jakob Scharff, DI Service

Selvom det går godt i Danmark, står vi som samfund fortsat med uløste sociale problemer. For virkeligheden er, at selvom virksomhederne har skabt i tusindvis af job, så er alt for mange stadig på passiv forsørgelse.

En af de metoder, der har vist gode resultater, er samarbejde med virksomheder om at hjælpe folk fra kanten af arbejdsmarkedet i job. Det vil langt de fleste virksomheder nemlig gerne, og de er faktisk rigtig gode til det.

I Ikast-Brande Kommune har offentlig-privat samarbejde eksempelvis sikret, at der både bliver gjort rent på kommunens skoler, og at 19 ud af 41 langtidsledige i forløbet er kommet i fast job. Og knap fire ud af ti ansatte i vikarvirksomheder er efter et år kommet i fast job. Når virksomhederne vasker tøj for sygehusene, bliver der gjort en stor indsats for at integrere flygtninge og indvandrere. Og unge autister finder vej ind på arbejdsmarkedet ved at snitte grøntsager i virksomhedernes kantiner.

Faktisk kommer mere end hver femte medarbejder i servicebranchen fra kanten af arbejdsmarkedet. Virksomhedernes indsats er dermed et vigtigt bidrag til at sikre også de svagere grupper en fremtid – og det skal vi være endnu bedre til at udnytte.

Virksomhederne har nemlig brug for alle dem, der kan og vil arbejde – også dem, der står uden for arbejdsmarkedet. Og det giver god mening både for virksomhederne og for samfundet: Virksomhederne kan løse flere opgaver og skabe vækst, og samfundet kan veksle udbetaling af overførselsindkomster til indbetaling af skatter. Men allermest mening giver det for de ledige, der får fodfæste på arbejdsmarkedet – forhåbentlig så godt et fodfæste, at de hager sig fast.

Så hermed en klar opfordring til de politikere, der ønsker at hjælpe flere fra kanten af arbejdsmarkedet i job: Samarbejd mere med virksomhederne. Vi vil gerne tage et endnu større socialt ansvar.

Debatindlæg er bragt i Børsen 23/5 2019

Jakob Scharff

Jakob Scharff

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3996
  • Mobil +45 2112 9423
  • E-mail jasc@di.dk

Relateret indhold