18.06.20 DIB Nyheder

Coronakrisen og højere pensionsalder spiller offentlig forsørgelse et puds

At pensionsalderen bliver hævet i disse år er en rigtig god ting, fordi det giver højere beskæftigelse – men det giver også rent teknisk flere på offentlig forsørgelse. Det skal man huske, når man læser tallene, siger DI’s vicedirektør Steen Nielsen.

Antallet af offentligt forsørgede er steget med 12.800 fuldtidspersoner fra fjerde kvartal 2019 til første kvartal 2020. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. En del af stigningen skyldes, at pensionsalderen er hævet fra 65,5 til 66 år pr. 1. januar i år. Det betyder, at de offentligt forsørgede som fyldte 65,5 år i første kvartal 2020 nu indgår i arbejdsstyrken og derfor rent teknisk indgår i statistikken, hvorimod de, der fyldte 65,5 år i samme kvartal sidste år, var på folkepension.

- Stigningen i antallet af offentligt forsørgede under folkepensionsalderen i første kvartal er helt forventet. Udover at vi så en stigning i antallet af arbejdsløse allerede i marts som følge af coronakrisen, er tallet også påvirket af, at flere, der allerede er på offentlig forsørgelse, nu rent teknisk tæller med i statistikken, fordi pensionsalderen er blevet hævet, siger Steen Nielsen, vicedirektør i Dansk Industri (DI).

- Når pensionsalderen er hævet med et halvt år, er det helt naturligt, at antallet af offentligt forsørgede under folkepensionsalderen stiger. En del af de 65,5-årige fortsætter på efterløn, førtidspension og andre offentlige ydelser i årets første kvartal, hvor de tidligere ville være gået på folkepension. Heldigvis er der også rigtig mange seniorer, der bliver ved med at arbejde, indtil de kan gå på folkepension – det er rigtig positivt, og det viser, at en højere pensionsalder primært giver højere beskæftigelse, siger Steen Nielsen.

- Coronakrisen har desværre betydet, at mange har mistet deres job i anden halvdel af marts, hvilket også fremgår af dagens tal. Der ser dog nu heldigvis ud til at være dæmmet op for de ekstraordinært store stigninger i ledigheden, som vi så i marts og april, så vi i maj og juni har set en tendens til, at flere kommer tilbage i job. Den udvikling skulle vi gerne have til at fortsætte, siger Steen Nielsen.

Steen Nielsen

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret indhold