22.06.20 DIB Nyheder

Coronakrisen ramte med orkanstyrke og kostede 73.000 job i april

Nye tal: Aldrig før er så mange job gået tabt på en enkelt måned. Det ser dog ud til, at vi ramte bunden i april.

Der skete et rekordstort fald i beskæftigelsen på 73.000 personer i april, viser tal fra Danmarks Statistik.  Det slår den hidtidige rekord for et fald på en enkelt måned, som blev sat i marts. Samlet er 93.000 job tabt på to måneder.

- Vi har aldrig før mistet så mange arbejdspladser på en enkelt måned. Coronakrisen har ramt virksomhederne med orkanstyrke og vendt op og ned på arbejdsmarkedet. Faldet i april er langt større end i marts, og samlet set er der i de to måneder gået 93.000 job tabt, siger Steen Nielsen, vicedirektør i Dansk Industri (DI).

- Det ser ud til, at vi ramte bunden i april og nu langsomt er på vej mod bedring efter det værste tilbageslag for arbejdsmarkedet i nyere tid. Vi kan se ud fra de daglige ledighedstal, at der i maj og juni er kommet lidt mere gang i arbejdsmarkedet igen. Antallet af ledige er faldet med næsten 9.500, siden det toppede 1. maj, og der bliver i højere grad slået nye stillinger op igen. På dette tidspunkt af juni måned er der allerede blevet slået lige så mange nye stillinger op, som der blev i hele april, siger Steen Nielsen.

- Den begyndende bedring på arbejdsmarkedet hænger sammen med, at virksomhederne igen har brug for flere medarbejdere. Det sker i takt med, at Danmark og resten af verden åbner. Men det betyder desværre ikke, at krisen er drevet over. Der er fortsat mange virksomheder, der har meget lavere omsætning end før krisen. Vi kan blandt andet se, at eksportvirksomhederne har det hårdt og fortsat har brug for hjælp – også fremadrettet, siger Steen Nielsen.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Steen Nielsen

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret indhold