Industriens produktion falder yderligere
Nye tal: Industriens produktion faldt med 3,0 pct. i maj. Set over de seneste tre måneder har der været en tilbagegang på 4,3 pct., viser tal fra Danmarks Statistik.
Især den faldende globale efterspørgsel i kølvandet på coronakrisen har gjort virksomhedernes ordrebøger tyndere, siger Allan Sørensen, cheføkonom i DI.
- Industrien er ramt af aflyste investeringer og tynde ordrebøger, og derfor falder produktionen. I starten af coronakrisen kunne de producere videre på ordrer, der var hjemtaget inden coronakrisen satte samfundet i stå, men nu bliver der skruet ned for produktionen, siger han.
Landegrænserne til Danmarks største og vigtigste markeder har været lukket i flere måneder, hvilket har bremset eksporten. Den udvikling mærker tusindvis af danske eksportvirksomheder nu.
- Lukkede grænser og faldende efterspørgsel har tyndet ud i industriens ordrebøger, det gælder ikke mindst ordrene fra udlandet. Beholdningen af eksportordrer er på laveste niveau i ti år, og der venter dansk eksport en stor nedtur i 2020, siger Allan Sørensen.
Ifølge Dansk Industris opgørelse kan eksporten falde med 13 procent i 2020, svarende til tabt eksport for 170 mia. kr.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.