Væksteni offentligt ansatte øger udfordringen for virksomhederne med at skaffe nok hænder og hoveder, påpeger DI's adm. direktør Lars Sandahl Sørensen.

06.12.21 DIB Nyheder

DI: Utilstrækkelig finanslov uden arbejdskraft

Finanslovsaftale øger reformpres på Folketinget for at skaffe hænder og hoveder nok, siger DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen.  Håndværkerfradrag bliver også beskåret i 2022.

Regeringen har indgået finanslovsaftale for 2022 med Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre. Regeringen har med et smalt flertal vedtaget en finanslov, der ikke lykkes med at fokusere på samfundets vigtigste strukturelle udfordringer netop nu, hvis man spørger landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri (DI).

- Finanslovsaftalen er desværre ikke i nærheden af at tage favntag med den af samfundets udfordringer, som haster mest for Danmarks udvikling og erhvervslivet lige nu. Vi savner konkrete og effektive tiltag, der løfter arbejdsudbuddet hurtigt og på sigt, siger DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen.

Et eksempel kan være at sikre bedre vilkår for seniorer, der vil blive på arbejdsmarkedet. Eller bedre adgang til at hyre internationale medarbejdere.

- Men i finanslovsaftalen er der intet af det, og det er selvfølgelig skuffende, siger DI-direktøren.

Læs hele finanslovsaftalen her

Regering har lovet løsning i år 

Derfor er der nu endnu mere pres på Folketinget og Regeringen for at finde konkrete løsninger i forhandlingerne om reformer.

-  Det handler om at sikre et varigt opsving til gavn for hele samfundet, og problemet bliver ikke just mindre af at blive ignoreret i finansloven. Regeringen har gentagne gange lovet, at problemet med mangel på arbejdskraft ville blive håndteret i år, og nu er der altså ikke mange dage tilbage til at få det på plads. Det haster, pointerer Lars Sandahl Sørensen.

Finansminister Nicolai Wammen beskriver aftalen som en ”ansvarlig og afbalanceret finanslov for 2022”, fordi den strammer den samlede økonomi med 0,1 procent af BNP næste år, svarende til 2 mia. kr.

Det handler om at sikre et varigt opsving til gavn for hele samfundet, og problemet bliver ikke just mindre af at blive ignoreret i finansloven. Lars Sandahl Sørensen, Adm. direktør

For mange offentligt ansatte

Lars Sandahl Sørensen peger yderligere på, at økonomi og beskæftigelse er på rekordhøjt niveau, til trods for at nogle sektorer stadig er ramt af corona. Fremgangen har betydet, at der er omkring 35.000 flere offentligt ansatte end normalt, hvilket ikke kan vare ved.

-  Derfor ærgrer jeg mig over, at Finansloven ikke tager det nødvendige opgør med antallet af offentlige ansatte. Vi står med et strukturelt problem for samfundet, hvis vi får en for stor ubalance mellem en konstant vækst i den offentlig sektor og beskæftigelsen i den private sektor, siger Lars Sandahl Sørensen.

- Der mangler folk ude i virksomhederne, som nu sidder i det offentlige, og det skal ændres, hvis vi stadig skal have råd til den offentlige sektor, fortsætter han.

Lars Sandahl Sørensen mener på den baggrund, at det vil være bedre at bremse væksten i offentligt ansatte frem for at skære i BoligJobordningen, som er én af få skattelettelser, regeringen ellers har stået vagt om for at komme sort arbejde til livs og samtidig styrke energirenovering.

I finanslovsaftalen udfases håndværkerfradraget pr. 1. april 2022 og udskyder renoveringsprojekter i den offentlige sektor for omkring 2 mia. kr. for at dæmpe aktiviteten i bygge- og anlægsbranchen.

- Indtægterne fra udfasningen af håndværkerfradraget går tilbage i statskassen i 2022, så der lægges en dæmper på økonomien, siger Nicolai Wammen i en pressemeddelelse.

Ros til grøn handling og penge til MinVirksomhed

 Trods tidslerne er Lars Sandahl Sørensen glad for, at der er afsat penge til MinVirksomhed og den grønne omstilling, hvilket er særdeles gavnligt for samfundet i sin helhed og erhvervslivet.

- Det er et kæmpe grønt fremskridt, at der er i finansloven bliver givet håndslag på markant mere havvind, for der er brug for meget mere vedvarende energi i de kommende år. Det gælder ikke mindst, når vi inden længe skal i gang med at omdanne grøn strøm til bæredygtige brændstoffer. Det er godt, at der nu bliver sat grøn handling bag ambitionerne, for hvis vi skal gennemføre en grøn omstilling af industrien og transportsektoren, kræver det, at vi producerer mindst dobbelt så meget grøn strøm som i dag, siger DI-direktøren.

Læs også: Finanslovens grønne ben er færdigstøbt

Rasmus Anderskouv

Rasmus Anderskouv

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3853
  • Mobil +45 2949 4621
  • E-mail raa@di.dk

Relateret indhold