Fra venstre borgmester Erik Buhl Nielsen, adm. Dir. Jan Nielsen Økjær, LPM Production, næstformand Jørgen Østergaard fra DI Sydvestjylland samt Verde Kommunes kommende borgmester, Mads Sørensen.

Foto: Johan H. Pedersen
20.12.21 DIB Nyheder

Virksomhed belønnet for job og klimaindsats

LPM Production A/S i Ølgod vinder årets DI Initiativpris i Sydvestjylland for en fornem indsats med at uddanne faglærte, tage sårbare medarbejdere ind og skrue op for bæredygtig produktion.

Vi er i bestyrelsen for DI Sydvestjylland meget stolte af, at vi her i vores område har en virksomhed, der på så flot vis løfter et stort ansvar, både når det gælder fremtidens medarbejdere og virksomhedens klimaaftryk.

Sådan lød det fra næstformand for DI Sydvestjylland, adm. direktør Jørgen Østergaard, Flensted Food Group A/S, da han mandag overrakte regionalforeningens initiativpris 2021 til LPM Production A/S.

- Netop manglen på medarbejdere og vores fælles ansvar for at skabe en mere bæredygtig fremtid, er de to helt store udfordringer for erhvervslivet, som vi oplever lige nu. LPM Production A/S har med deres vedholdende indsats vist alle andre virksomheder vejen til, hvad man som virksomhed selv kan gøre. Det er meget imponerende, fortsatte Jørgen Østergaard.

LPM Production A/S er en moderne og idérig fremstillingsvirksomhed, der er specialiseret i produktion af komponenter af metal og plast herunder 3D opmåling. Virksomheden er dermed en af mange mellemstore underleverandører i industrien men dog med en helt særlig og ansvarsbevidst tilgang til sin rolle i samfundet.

Eksempelvis løfter virksomheden en stor indsats i forhold til arbejdsmarkedet, hvor adskillige medarbejdere, som i større eller mindre grad har været marginaliseret på arbejdsmarkedet, er blevet integreret på virksomheden, og flere har endda opnået at blive ansat på helt normale vilkår.

Udbreder kendskab til faguddannelser

LPM Production A/S arbejder også intenst på den store opgave med at udbrede kendskabet til industriteknikeruddannelsen over for folkeskolens afgangsklasser, over for studerende i almindelighed samt UU-vejledere og forældre til de unge. Det sker i samarbejde med supportteamet på Herningsholm Erhvervsskole og i regi af samarbejdet ”industritekniker.nu”.

- Jeg tror, alle virksomheder i Varde Kommune er bevidste om, at det bliver sværere og sværere at finde medarbejdere. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi alle gør en indsats for at få så mange ind i arbejdsstyrken som muligt, også de personer der af en eller anden grund ikke er kommet i gang endnu. Derudover er det også vigtigt, at så mange som muligt får mulighed for at tage en erhvervsfaglig uddannelse, for dem er der især brug for ude i erhvervslivet, siger Jørgen Østergaard.

Bæredygtig indsats

Også i relation til bæredygtighed og virksomhedens klimaaftryk arbejder virksomheden målrettet på at forbedre sig. Virksomheden er med i samarbejdet ”Green Network” og har siden 2018 udarbejdet en klima- og miljørapport, som omfatter beregning af virksomhedens klimaaftryk.

Herudover samarbejder virksomheden med EcoVadis, som er et uafhængigt vurderingsbureau, der på global basis evaluerer, vurderer og rangerer virksomheders bæredygtighedsarbejde på en meget bred palette (miljø, klima, medarbejdertrivsel, etik). I 2021 gik LPM Production A/S fra en EcoVadis bronzemedalje til en sølvmedalje.

Senest har virksomheden deltaget i DI-projektet KlimaklarSMV og DI’s netværk for verdensmål og strategi for at finde de rette løsninger, herunder hvilke skridt virksomheden skal tage for at mindske udledningen af CO2 yderligere.

- Det er en bunden opgave at nedbringe vores udledning af CO2, derfor er jeg også ekstra glad for at vinderen af vores initiativpris i år, gør en stor indsats for ikke blot at tale om det, men også gør en stor og aktiv indsats ikke blot på klimaområdet, men på en lang række områder der spiller sammen med FN’s verdensmål, siger Jørgen Østergaard.

Fakta

INITIATIVPRISEN
InitiativPrisen uddeles som en hyldest til virkelysten, kreativiteten og skabertrangen blandt de mindre og mellemstore virksomheder i DI's medlemskreds.

Særligt kriterie 2021: En fremtidssikret forretning

Virksomheden har iværksat initiativer, der bidrager til at fremtidssikre virksomhedens produkter, services eller produktionsprocesser.

Det kan eksempelvis være gennem tiltag, der tager afsæt i verdensmålene, hvor der blandt andet kan være fokus på bæredygtighed, miljøforbedrende tiltag, diversitet og uddannelse.

Det er afgørende, at der er skabt grundlag for en fremtidssikret forretning, idet de iværksatte initiativer giver virksomheden et godt afsæt i forhold til at styrke konkurrencekraften, vinde nye markeder og tiltrække de bedste talenter.

Vinderen af InitiativPrisen 2021 i Sydvestjylland dyster senere på året mod Initiativprisvindere fra DI’s øvrige 17 regionalforeninger om den landsdækkende InitiativPris, som uddeles i foråret 2022 på DI’s SMV-konference.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Johan H. Pedersen

Johan H. Pedersen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3781
  • Mobil +45 4084 3207
  • E-mail jhp@di.dk

Relateret indhold