Hydremas direktør Jan Werner Jensen har siden 2007 haft knapt 50 krigsveteraner i job i virksomheden. Forsvarsminister Trine Bramsen roser virksomheden for at hjælpe veteranerne i job.

08.03.21 DIB Nyheder

Krigsveteraner er guld værd for entreprenørvirksomhed

Forsvarsminister Trine Bramsen kårer Hydrema Group som årets veteranvirksomhed for at hjælpe krigsveteraner i arbejde. Veteraners ekspertise sikrer virksomhed et løft.

Hvem har de bedste kompetencer til at udvikle entreprenørmaskiner til forsvaret? For nordjyske Hydrema Group er svaret på dette spørgsmål klart nok: nemlig krigsveteraner.

Siden 2007 har virksomheden nemlig beskæftiget næsten 50 tidligere soldater, hvoraf 15 aktuelt er på lønningslisten. Og for den indsats hædrede Forsvarsministeriet mandag virksomheden med titlen som ”Årets Veteranvirksomhed 2020”.

Direktør for Hydrema Group, Jan Werner Jensen ser hæderen som et stort skulderklap og anerkendelse.

- Det giver en stolthed i hele organisationen om at være med til at gøre en forskel, siger han i en pressemeddelelse.

Virksomheden fik blik for krigsveteranernes kompetencer, da Hydrema fik opgaver for forsvaret  i starten af 2000’erne. Veteranernes erfaringer fra danske indsatsområder var guld værd i arbejdet med at udvikle de rette køretøjer.

- Vi fik opbygget et team, som kunne relatere sig til køretøjerne og derfor var meget motiveret for at løse opgaven. På den måde blev det fra begyndelsen en god løsning alle parter, fortæller Jan Werner Jensen og uddyber:

- Det var således mere et behov end blot et ønske om at hjælpe veteraner i arbejde, som startede det vi så sidenhen har gjort til en bevidst målsætning og ønske om at hjælpe hjemvendte veteraner ind på arbejdsmarkedet.

Vi fik opbygget et team, som kunne relatere sig til køretøjerne og derfor var meget motiveret for at løse opgaven. Jan Werner Jensen, direktør, Hydrema Group

Hjælper sårbare tilbage i job

Forsvarsminister Trine Bramsen fremhæver netop arbejdet med at hjælpe særligt de sårbare veteraner tilbage på arbejde.

- Samtidigt har Hydrema som industrivirksomhed vist vejen, taget ansvar og gået forrest, når det handler om at omsætte veteranernes særlige kompetencer til gavn for dansk forsvarsindustri og erhvervsliv. Derfor fortjener Hydrema den største respekt og anerkendelse for deres stærke engagement for Danmarks veteraner, siger Trine Bramsen.

Hydrema tilbyder blandt andet fleksible jobordninger, men hjælper også veteraner til afklaringsforløb i andre virksomheder. Virksomheden har som minimum altid én veteran i jobprøvning i tæt samarbejde med kommuner og Veterancentret for at klæde dem bedre på til arbejdsmarkedet.

Læs også: Forsvaret høster gevinst ved samarbejde med private

Henriette Søltoft

Henriette Søltoft

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3654
  • Mobil +45 2088 3919
  • E-mail hes@di.dk

Relateret indhold