04.03.21 DIB Nyheder

Ledigheden stiger igen

Nye tal: Tal fra Danmarks Statistik viser, at ledigheden i januar steg, hvilket markerer enden på en lang periode med konstant faldende ledighed. Ikke overraskende, vurderer DI.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i januar måned blev 1.300 flere ledige. Ved udgangen af januar var der 126.700 ledige, og januar markerer samtidig enden på en syv måneder lang periode med konstant faldende ledighed.

- Det er desværre ikke overraskende, at flere blev ledige i årets første måned. Virksomhederne har slået færre job op siden nedlukningen i december. Og derfor bliver det sværere for de ledige at finde et job, siger arbejdsmarkedspolitisk chef i DI Steen Nielsen.

I de foregående syv måneder faldt ledigheden hver måned efter en forårsperiode i 2020 med stærkt stigende ledighed.

- Det var i virkeligheden en flot udvikling, vi var vidne til i anden halvdel af 2020 med mange genvundne job og færre ledige. På trods af mange års opsving i dansk økonomi skal vi faktisk tilbage til 2016 for at finde en længere periode med konstante månedlige fald i ledigheden. Her havde faldet dog ikke nær så meget fart på som i 2020, siger Steen Nielsen.

- I øjeblikket er udsigterne på den korte bane til gengæld mere negative. Med den fortsatte nedlukning af mange virksomheder må vi desværre nok regne med, at flere vil blive ledige, siger Steen Nielsen.

Steen Nielsen

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret indhold