Erhvervslivet med stigende optimisme – men manglen på arbejdskraft er en advarselslampe
Manglen på arbejdskraft har afløst kriseretorikken, og det risikerer at bremse opsvinget, lyder det fra Dansk Industri.
Den hastige genåbning af Danmark får optimismen til at stige i erhvervslivet for fjerde måned i træk. Det er positivt nyt og vidner om, at dansk økonomi er ved at lægge krisen bag sig. Men udfordringer med mangel på arbejdskraft kan risikere at bremse opsvinget, konkluderer DI på baggrund af nye tal fra Danmarks Statistik.
- Det er imponerende, at vi for fjerde måned i træk ser stigende optimisme blandt danske virksomheder. Det vidner om, at der er godt gang i den økonomiske motor, men at manglen på arbejdskraft nu også har spredt sig til serviceerhvervene er bekymrende, siger Morten Granzau, chef for Økonomisk Politik & Analyse i Dansk Industri.
- Mangel på efterspørgsel som følge af restriktioner er på ganske få måneder erstattet af mangel på arbejdskraft og råvarer i flere brancher Og det kan risikere at bremse det nuværende opsving. Samtidig har coronakrisen desværre ikke helt sluppet grebet om alle dele af vores økonomi, siger Morten Granzau.
Nye tal fra Danmarks Statistiks viser, at erhvervstillidsindikatoren er steget fra en værdi på 110,8 i maj til 111,8 i juni. En værdi på 100 angiver gennemsnittet for perioden 1990 til 2018. En værdi under 100 indikerer, at stemningen i danske virksomheder er dårligere end i en normal måned.
- Det er vigtig at få gang i alle tandhjulene i dansk økonomi. Sommermånederne er den vigtigste tid for oplevelsesøkonomien, og fortsatte restriktioner kan desværre sætte en kæp i hjulet for disse virksomheder. Derfor er det nødvendigt, at de har adgang til kompensation, så længe der er restriktioner, siger Morten Granzau.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.