Statsministeren på DI’s topmøde: Vi er erhvervslivets regering
Flere skal ind på arbejdsmarkedet og pligten til at bidrage til samfundet skal i fokus. Det skal være med til at mindske manglen på arbejdskraft, lød det fra statsministeren, der erklærede at regeringen er erhvervslivets regering.
Det går ufatteligt godt for Danmark og dansk økonomi. Men der skal mere til, hvis succesen skal strække sig over de kommende år. Sådan kan statsminister Mette Frederiksens (S) tale til DI’s topmøde 2021 sammenfattes helt kort.
- Vi er så stærke, at vi forventer den højeste vækst i 15 år. Der er næsten ingen arbejdsløshed. Det skyldes ikke mindst dansk erhvervsliv. Vi har bundsolide virksomheder, der tager ansvar. Tak for det, sagde Mette Frederiksen (S) fra talerstolen i KB Hallen, hvor erhvervsledere, kongehuset og toppen af dansk politik var samlet til DI’s topmøde.
Statsministeren erklærede sig ”lykkelig” for, at industriproduktionen ikke var blevet lukket ned under coronakrisen.
- Nu skal vi i gang med at udnytte forspringet. Vi skal have løftet blikket og løst udfordringerne.
Mette F: Arbejde er ikke kun sjov
Udfordringerne kan ifølge statsministeren både findes på det helt personlige plan og på et et mere systemisk niveau.
Det personlige plan først: Der er simpelthen for mange, der ikke forstår, at arbejdet ikke altid er lutter lagkage.
- Jeg er noget forundret over, at det kan give så meget postyr, at jeg har sagt, det ikke altid er sjovt at gå på arbejde. At der også er svære dage – op- og nedture, sagde statsministeren og tilføjede:
- En af de vigtigste grunde til, at Danmark er velpostret og frit er vores arbejdsmoral. Alle voksne skal tænke, hvordan giver vi vores bidrag.
Mere mod fra virksomhederne
På systemniveau varslede statsministeren en omlægning af erhvervsstøtten, der ifølge statsministeren beløber sig til 42 milliarder kroner årligt.
- Når I efterspørger mod og handlekraft, så efterspørger vi det også hos jer, sagde Mette Frederiksen direkte rettet til topcheferne i salen:
– Det kunne godt være, at vi kunne komme længere med erhvervsstøtten, end vi gør i dag. Det tror jeg godt, at vi kan.
Statsministeren varslede også et tættere samarbejde med erhvervslivet om nye investeringer i unges uddannelse.
Erhvervslivets regering
I sin tale havde statsministeren også fokus på behovet for digitalisering og grøn omstilling og hun varslede, at regeringen i morgen vil komme med en plan for, hvordan alle beslutninger, der er nødvendige for at nå 70 procents reduktionsmålet, skal være truffet inden 2025.
- Vi skal ikke udskyde de svære beslutninger – vi skal tage handlinger på os – også de svære.
På dagen for DI’s topmøde havde DI præsenteret en spritny analyse, der viste, at virksomhederne kunne ansætte 32.000 nye medarbejdere, hvis de vel at mærke var tilgængelige. Det er de bare ikke.
Svaret fra Mette Frederiksen på medarbejdermanglen er blandt andet, at få flere af de, som står udenfor arbejdsmarkedet, i job. Desuden skal der gøres en indsats for at flere ældre medarbejdere bliver på arbejde og at de unge kommer hurtigere i gang efter endt studie.
- Den her regering er erhvervslivet regering. Det kan I se på nøgletallene. Med den højeste vækst i 15 år får I ikke bedre betingelser, lød det fra statministeren.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.