12.10.22 DIB Nyheder

Lille fald i ledigheden afblæser ikke behovet for reformer

Ledigheden faldt en anelse i september med 1100 personer, viser ledighedsindikatoren fra Danmarks Statistik. Dagens tal vækker glæde hos DI, men der er stadig stort behov for arbejdsmarkedsreformer.

- Trods rekordhøj inflation, høje renter og meget lav forbrugertillid blev der færre ledige i september måned. Det er en overraskende god nyhed efter nogle måneder med uændret ledighed, siger vicedirektør Steen Nielsen, DI.

- Vi venter en afmatning i økonomien i de kommende måneder, men det kommer til at ske fra et meget stærk udgangspunkt med meget høj beskæftigelse og udbredt mangel på medarbejdere. Det kan begrænse slaget på arbejdsmarkedet, når konjunkturerne vender, siger Steen Nielsen.

Vi har ikke fået tal endnu, der definitivt viser, at arbejdsmarkedet tydeligt er på vej ned i gear, men mange venter, at det vil ske. Senest vismændene i deres efterårsrapport, hvor de forudser både stigende ledighed og et stort fald i beskæftigelsen næste år. 

Det er positivt, at Danmarks Statistik nu kommer med en hurtigere ledighedsindikator, som giver os mulighed for at være endnu mere opdateret med udviklingen, da det pludselig kan gå stærkt på arbejdsmarkedet.

- Mange virksomheder har stadig svært ved at skaffe medarbejdere. Uden yderligere reformer vil vi i de kommende år få en meget beskeden vækst i arbejdsstyrken. Samtidig skal vi intensivere massivt i den grønne omstilling og styrke forsvaret, hvilket i begge tilfælde kræver mange flere medarbejdere. Der er derfor behov for, at politikerne efter valget gennemfører reformer, der kan sikre tilstrækkelig med arbejdskraft og dermed fremtidssikre Danmark, siger Steen Nielsen.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Steen Nielsen

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret indhold