Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen var blandt talerne på DI Topmødet 2022, hvor han understregede behover for reformer, der giver et større arbejdsudbud.

08.12.22 DIB Nyheder

Sandahl: Ellemanns mod fortjener respekt

Det er på alle måder på sin plads at fremhæve det mod og den ansvarlighed, som Venstre og Jakob Ellemann-Jensen udviser i disse dage, mener Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI.

I disse dage er vi vidner til et politisk mod, som virkelig fortjener respekt.

Det mener Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri (DI).

- Efter mange ugers forhandlinger er der en realistisk mulighed for en bred reformregering som minimum bestående af Venstre og Socialdemokraterne. Det er nok de færreste, der havde troet det for bare nogle måneder siden. Og som bekendt er det heller ikke noget, vi har set herhjemme i årtier. Men når det nu synes plausibelt, er det i høj grad værd at anerkende, skriver direktøren på LinkedIn.

Han uddyber med særlig henvisning til Venstre.

- Jeg samarbejder med mange ansvarlige politikere fra forskellige partier og har forståelse for, at nogle partier af forskellige hensyn ikke kan se sig selv i en bred regering. Der er også nogle, der kritiserer Venstre for at forsøge med den brede regering. Jeg ser det dog helt anderledes. I mine øjne er det på alle måder på sin plads at fremhæve det mod og den ansvarlighed, som Venstre og Jakob Ellemann-Jensen udviser i disse dage. Jeg tror ikke man må undervurdere, hvor meget det kræver at sætte personlige ambitioner og historiske hensyn til side til fordel for – potentielt - at flytte hegnspælene for langsigtede og værdifulde løsninger for samfundet, siger Lars Sandahl Sørensen.

Læs også: Uheldig cocktail giver flere konkurser og tabte jobs

Danmark skal fremtidssikres

Direktøren kan sagtens forstå, hvis nogen i Venstres bagland spørger, om det nu også er klogt at gå i regering.

- Men man kunne også spørge, om det ikke netop nu er på tide, at Danmark fremtidssikres efter syv års reformtørke. Svarer man JA til det sidste - og er indholdet på bordet tilpas ambitiøst - er det i virkeligheden meget enkelt: Med Venstre i regering sammen med Socialdemokratiet vil det alt andet lige betyde større, bedre og længerevarende reformløsninger end en regering uden Venstre, siger Lars Sandahl Sørensen.

Han påpeger, at langt fra alle reformer om bl.a. arbejdsudbud er populære i den brede befolkning. Men de er nødvendige for at sikre Danmarks fælles velstand:

- Med Venstre ved bordet øges muligheden for reformer, der eksempelvis sikrer den nødvendige arbejdskraft og styrker erhvervslivets konkurrenceevne, som er samfundets indtjeningsmotor, siger han.

Derfor er han heller ikke i tvivl om, at de forhandlinger der pågår lige nu, er historisk afgørende.

- Jeg er fuld af beundring over, at alle deltagere viser et politisk mod ved at prøve at samle en reformregering, der er til Danmarks bedste. Sammenlignet med mange andre lande, hvor de forskellige politiske fløje ligger i åben krig, er det i virkeligheden ganske enestående, siger Lars Sandahl Sørensen.

Læs også: Der skal ikke rokkes ved den politiske aftale om CO2-afgift

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Søren Langelund

Søren Langelund

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3059
  • Mobil +45 2091 9335
  • E-mail slan@di.dk

Relateret indhold