18.02.22 DIB Nyheder

DI: Prisstigninger giver forbrugerne nye kvaler

Forbrugernes pessimistiske syn på økonomien fortsætter for fjerde måned i træk, viser tal fra Danmarks Statistik. Forbrugertilliden er gået fra et nettotal på minus 1,5 i januar til minus 3,2 i februar. Målingen er foretaget i de første to uger efter genåbningen den 1. februar.

- Forbrugernes syn på økonomien er på retur på stort set alle parametre. Den stigende pessimisme er overraskende, for flere steder i landet ser smitten ud til at have toppet. Forhåbentlig kan den udvikling hjælpe på forbrugernes humør i den kommende tid, siger Morten Granzau, underdirektør i Dansk Industri.

I januar 2022 registrerede Danmarks Statistik den højeste årsstigning i forbrugerpriserne siden 2008. Ser man bort fra energipriserne, var der tale om den højeste stigning i forbrugerpriserne siden 2012. Det fremgår da også af undersøgelsen, at prisstigningerne kan mærkes hos forbrugerne, og at tiltroen til egen privatøkonomi er på retur.

- De stigende priser bekymrer forbrugerne og presser deres syn på egen privatøkonomi. Det kan lægge en dæmper på købelysten i den kommende tid, at prisstigningerne er begyndt at brede sig fra energi til almindelige dagligvarer i butikkerne. Allerede nu er der færre, der mener, at tiden er inde til at bruge penge på større forbrugsgoder, siger Morten Granzau.

- Når det er sagt, forventer vi, at prisstigningerne vil aftage i løbet af 2022. Samtidig har forbrugerne sparet op under nedlukningerne, så de er rustet til tænderne til at klare de prisstigninger, vi oplever i disse måneder. Vi vurder, at lysten til at bruge penge vil melde sig i takt med, at priserne stabiliserer sig, og omikronsmitten aftager, så privatforbruget vil vokse med op mod 6 pct. i 2022, siger Morten Granzau.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold