29.04.22 DIB Nyheder

DI: Fortsat færre ledige – men udviklingen kan vende nu

Trods krigen i Ukraine og ubalancer på verdensmarkedet falder ledigheden i Danmark stadig. Men Danmark skal forberede sig på, at det kan slutte nu, mener DI.

Der blev 1.300 færre ledige i marts måned ifølge nye tal fra Danmarks Statistik. Der er i alt 72.000 ledige, hvilket svarer til 2,5 pct. af arbejdsstyrken. 

- Krigen i Ukraine og den større globale usikkerhed har ikke stukket en kæp i hjulet for fremgangen på det danske arbejdsmarked. Der bliver fortsat færre ledige, og vi har næsten lige så få ledige som forud for finanskrisen, der var det historisk laveste niveau, siger vicedirektør Steen Nielsen, DI, der dog tegner et billede af en usikker situation for Danmarks virksomheder.

- Selv om arbejdsmarkedet fortsat er stærkt, så står mange virksomheder i en usikker situation, og den nære fremtid for ledigheden er usikker. Prisstigninger på materialer og råvarer og problemer med forsyninger giver mange bekymringer. Samtidig har vi set de mest negative tal for forbrugertilliden i over 30 år, som også skaber usikkerhed om efterspørgslen, siger Steen Nielsen.

Samlet set står det danske samfund dog godt, hvis en tilbagegang i erhvervslivet og øget ledighed begynder i år.

- Hvis nedgangen i ledighed på grund af de usikre tider slutter her, så står Danmark i en god position til at klare udfordringen. Den rekordhøje beskæftigelse og den meget lave ledighed giver os et særdeles stærkt udgangspunkt, hvis der skulle komme en afmatning på arbejdsmarkedet, siger Steen Nielsen.

Steen Nielsen

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret indhold