Lykke Friis, direktør i tænketanken Europa, STARK Danmarks  direktør Britta Korre Stenholt og landstræner  Kasper Hjulmand tog debatten om, hvad der skal til for  have succes som virksomhed i Tyskland.

Foto: Joshua Tree
16.06.22 DIB Nyheder

Farverige debatter fløjtet i gang på Folkemødet

Dansk Industri havde en travl torsdag  på Bornholm  på Folkemødets første dag. Arbejdskraft, klima, eksport og digitalisering var blandt de varme emner.

Speeddating, oversvømmelser, Lenin, stegt kutling og tysk eksport. Debatterne om erhvervslivets hovedtemaer kom ud i nye kroge ved Folkemødet på Bornholm torsdag, hvor DI var engageret i en stribe arrangementer.

Se hele DI's Folkemødeprogram her

Her er et udpluk fra dagens debatter:

Tre gange grøn speeddating

Vindmøller, grønne skatter og elektriske fly forbinder man normalt ikke med dating. Men DI’s klimaspeeddating blev en undtagelse, hvor tre potentielle par testede hinanden på emnerne, og faktisk nåede frem til, at der basis for en opfølgende date.

Microsoft Danmarks adm. direktør Nana Bule havde  elektriker Nick Jørgensen fra Ungeklimarådet til kaffe, og de blev begge enige om, at digitalisering og grøn omstilling går hånd i hånd. Nick Jørgensen arbejder med vindmøller, og Nana Bule spurgte om mulighed for at komme op i en vindmølle ved næste date. Det lovede elektrikeren at undersøge.

Derefter satte formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) Katrine Evelyn, sig til bords med DI’s politiske direktør, Emil Fannikke Kiær. Her efterlyste Katrine Evelyn ”et klap bagi” til industrien for at speede klimatiltag op, hvor hun så frem til grøn skattereform som motivator. Dertil svarede DI-direktøren:

- Det er vigtigt, at der bliver en balance i afgifterne, så vi ikke blot får virksomheder til at flytte andre steder hen.  

Den tredje klimadate bød på en debat om flytrafikkens klimaaftryk, hvor kommunikationsdirektør fra Københavns Lufthavn, Jan Juul Christensen, serverede kaffe til Mette Susgaard fra Den Grønne Ungdomsbevægelse og drøftede hvad og hvordan luftfarten skal blive mere grøn.

Mette Susgaard var faktisk sejlet til Bornholm, fortalte hun. Jan Juul Christensen henviste til en ny analyse, der viser, at det faktisk er klimavenligere at flyve til Folkemødet.

Foto: Foto: Nis Peder Kolby

"Jeg er enig med Lenin - og Lars Sandahl"

Ulrik Vestergaard Knudsen Deputy Secretary General fra OECD var oppe i det historiske perspektiv i debatten om arbejdskraft med blandt andet DI-direktør Lars Sandahl Sørensen til Netcompanys debat.

- Vi skal gøre alt, hvad vi kan lige nu for at skaffe arbejdskraft, hvad enten vi er fagforeninger eller arbejdsgivere, kommunister eller ikke-kommunister, sagde OECD-chefen.

DI-direktøren slog fast, at danske virksomheder kunne ansætte titusindvis af medarbejdere i virksomhederne lige nu, hvis de var der.

- Der har aldrig været flere plus-50-årige på arbejdsmarkedet, end der er nu, sagde han.

Netcompanys adm. direktør André Rogaczewski fremhævede, at produktiviteten skal i vejret.

- Vi skal enten arbejde mere, eller vi skal finde teknologiske løsninger, der kan gøre os mere produktive, og det plejer vi være dygtige til i Danmark, sagde han i debatten, hvor også formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, og Tala Azrak, der er kandidatstuderende fra DTU deltog.

Foto: Foto: Joshua Tree

Vindmølledebat med smagsprøver

Potentiale i invasive skidtfisk og kunstige koralrev ved vindmøllefundamenter. I debatten ”Snak og æd” kom DI Byggeris direktør Anders og Liselotte Hohwy Stokholm, direktør for Tænketanken Hav, vidt omkring risiko og løsninger ved planerne om havvind i megaklassen.

Kokken Nikolaj Kirk tog virksomhedshatten på og så flere iværksættermuligheder i det ændrede havmiljø. Og han satte smag på debatten med friskstegte kutlinger, østers og tang. Det var ekstra populært blandt de mange tilskuere.

 

Foto: Foto: Uffe Hansen

Vandsalamandere eller Lolland?

Vælg mellem vandsalamander eller dige. Vælg mellem Amager eller Lolland. Debatten om oversvømmelser og naturbeskyttelse fik lidt ekstra kolorit med afstemninger blandt tilskuerne, da miljøminister Lea Wermelin, DI-direktør Emil Fannikke Kiær og kontorchef Sara Røpke fra Kommunernes Landsforening tørnede sammen til en diskussion af regeringens nationale klimatilpasningsplan, der er lige på trapperne.

- Vi skal passe på med at gøre alle dilemmaer til en konflikt, pointerede DI’s politiske direktør, mens Lea Wermelin beskrev det komplekse arbejde.

Alle tre var enige om, at betalingen af regningen bliver central. KL og DI anbefalede en klimafond.

- I Socialdemokratiet er vi klar til at se fordomsfrit på finansielle løsninger, sagde Lea Wermelin.

Regeringens udspil ventes kort efter Folkemødet – nemlig i slutningen af juni.  

Foto: Foto: Joshua Tree

4-0 eller 2-1 - Tysk eksport i boldhøjde

Hierarki, handlekraft, punktlighed og behov for tyske sprogkundskaber. Det mærker man syd for grænsen – uanset om man er til fodbold eller til forretning. Sådan lød det fra landstræner Kasper Hjulmand, STARKs Danmarks direktør Britta Stenholt og direktør for tænketanken Europa Lykke Friis, da de iklædt landsholdstrøjer debatterede vilkårene for at slå igennem i Tyskland.

Britta Stenholt kunne fortælle om STARKs tyske byggemarkeder, hvor det er afgørende at få ledere på det rette niveau i tale, hvis man skal gøre sig håb om at udvide kundekredsen, mens der samtidig stod 2-1 til Danmark, når e-handel af byggematerialer skulle sammenlignes på tværs af de to nabolande.

Kasper Hjulmand kendte tysk fodbold indefra som tidligere træner for bundesligaklubben Mainz, hvor han på den ene side ikke kunne finde sig til rette i den hierakiske tyske ledelse, men samtidig var en stor fan af den handlekraft han mødte, når en beslutning skulle føres ud i livet. Han fik også en anden læring med fra sin tid i tysk fodbold, nemlig at fodbold er en sport for folket.

- Tysk fodbold handler rigtigt meget om at få publikum og folket med. Det betyder en del mere, end det gør i Danmark. Da jeg var i Mainz havde vi 10 medarbejdere, der udelukkende skulle sikre en god kontakt til dem, fortalte landstræneren.

Lykke Friis opfordrede - iført tysk landsholdstrøje og rødt-hvidt dansk fanflag – dansk virksomheder til at skrue op for eksporten til Tyskland.

- Danmark er gode til digitalisering og grøn omstilling. Tyskland har brug for digitalisering og grøn omstilling. Så det er bare med at komme i gang, lød det fra Lykke Friis – inden en af de heldige tilskuere blev belønnet med en fodbold med de tre deltageres autografer efter en hurtig quiz.

Marie Bujok

Marie Bujok

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3860
  • Mobil +45 3029 2924
  • E-mail mbuj@di.dk

Relateret indhold