Bygge og anlæg er blandt de brancher, der har beskæftiget fordrevne ukrainere. Hoteller og restauranter er dog de brancher, der har ansat flest.

08.06.22 DIB Nyheder

Over 1.000 fordrevne ukrainere er nu i arbejde

1055 fordrevne ukrainere er nu kommet i beskæftigelse i Danmark, viser nye tal. Tallene vækker begejstring i DI, der har haft tæt samarbejde med Kommunernes Landsforening om at hjælpe ukrainerne i arbejde.

Efter en stille start, hvor kun nogle få hundrede ukrainere kom i arbejde i april, er der sket noget med tallene. 1055 er i beskæftigelse i maj ifølge tal fra jobindsats.dk. Det kan endda stige lidt, da der kan komme efterregistreringer, vurderer Dansk Industri (DI).

- Det er meget positivt, at så mange ukrainere er kommet i arbejde. Det er en flot stigning fra april til maj, og det er helt forventet, at der ville gå en måned mere, inden vi rigtigt kunne se ansættelserne i tallene, siger Steen Nielsen, der er vicedirektør i DI.

Han peger på, at systemerne lige skulle på plads, ligesom ukrainerne selv skulle finde sig til rette i Danmark, inden de begyndte at søge job.

- Når det alligevel er gået så hurtigt, er det, fordi virksomhederne har været klar, og myndighederne har gjort meget for at forbedre behandlingstiden. I DI har vi haft et tæt samarbejde med Kommunernes Landsforening (KL), og fra både virksomheder og kommuner har der været en stor lyst til at løse eventuelle udfordringer og hjælpe ukrainerne i arbejde, fortæller Steen Nielsen.

Læs også: Nyt samarbejde mellem KL og DI skal bringe ukrainere i job

Vil se yderligere stigning

Næsten 7.000 ukrainere er vurderet jobparate, og i DI tror man på en fortsat positiv udvikling i beskæftigelsen.

- Tallene vil stige yderligere og flere vil finde et arbejde. Det afgørende er, at medarbejdere og virksomheder bliver matchet, og at vi finder måder at overkomme de sproglige udfordringer, som mange af ukrainerne har, forklarer Steen Nielsen.

Han fortsætter:

- Vi vil ramme et loft på et tidspunkt, men der er vi ikke endnu. Jeg tror, vi vil se stigning i beskæftigelsen i hvert fald hen over sommeren.

Læs også: Hjælp Ukraine: Sådan kan din virksomhed gøre en forskel

Steen Nielsen

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret indhold