Hjælp Ukraine: Sådan kan din virksomhed gøre en forskel
Dansk Industri er i tæt dialog med den ukrainske ambassade i Danmark om, hvordan dansk erhvervsliv kan hjælpe Ukraine. Vil din virksomhed også hjælpe, så læs med her.
Bekymringen over situationen i Ukraine er stor hos mange virksomheder og deres medarbejder. Det fortæller underdirektør i Dansk Industri (DI) Jens Holst-Nielsen.
- På tværs af brancher, landsdele og virksomhedsstørrelser er der dyb bekymring over den skrækkelige situation, som Ukraine og dets befolkning befinder sig. Og i mange danske virksomheder spørger man derfor naturligt sig selv, hvordan kan man hjælpe ukrainerne, siger Jens Holst-Nielsen.
DI er derfor i tæt dialog med Ukraines ambassade i Danmark. Formålet er at sikre, at virksomhederne herhjemme ved, hvordan de kan gøre en forskel.
- DI kan agere bindeled og række ud til de relevante brancher og medlemsvirksomheder. På den måde sikrer vi, at vi hjælper ukrainerne på den bedste og mest effektive måde, siger Jens Holst-Nielsen og tilføjer at Ukraines ambassades hjemmeside i øjeblikket er langt ned af et cyberangreb, hvorfor DI er kontakten mellem Ukraine og dansk erhvervsliv.
Gratis telefoni for ukrainere i Danmark
Et tiltag, der allerede er sat i værk er gratis telefoni mellem Danmark og Ukraine, som blandt andet tilbydes af de to DI-medlemsvirksomheder Telia og 3. Formålet er at sikre, at herboende ukrainere kan holde kontakt med familie og venner i Ukraine uden angst for en eksploderende telefonregning.
Ligeledes har flyveselskabet DAT tilbudt at stille et af sine fly til rådighed til afhentning af ukrainske flygtninge i det sydlige Polen.
Derudover har den ukrainske ambassade i Danmark efterspurgt hjælp med fødevarer, hygiejne- og sanitære produkter, medicin og medicinsk udstyr.
Du kan holde dig orienteret om, hvad der er behov for på DI’s Ukraine-site. Desuden er du velkommen til at tage kontakt til underdirektør Jens Holst på jhn@di.dk
Invasion af Ukraine: Få hjælp af DI
Invasionen af Ukraine berører mange danske virksomheder, som kan blive påvirket af sanktioner og ufred. DI følger situationen tæt, og står klar til at rådgive om sanktioner og medarbejdersikkerhed.
Læs mereHold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.