31.01.23 DIB Nyheder

Pres på arbejdsmarked aftager svagt

Trods den stigende ledighed mangler flere virksomheder dog stadig medarbejdere, og rekrutteringsudfordringerne ser ud til at være blevet et strukturelt problem, lyder det fra Dansk Industri.

Fra november til december steg antallet af ledige med 2.700 til 80.800 personer, svarende til 2,7 pct. af den samlede arbejdsstyrke. Hermed ligger ledigheden på det højeste niveau siden november 2021.

- Ledigheden steg i december for anden måned i træk. Udviklingen understreger, at presset på arbejdsmarkedet er aftaget en smule i slutningen af 2022. Der bliver ikke slået helt så mange nye job op længere, og der er også færre virksomheder, som mangler medarbejdere, siger vicedirektør Steen Nielsen, DI.

- Selv om flere bliver ledige, så sluttede 2022 med en ledighedsprocent på blot 2,7. Og det er faktisk præcis samme niveau, som vi havde for et år siden ved udgangen af 2021. Så på trods af krig i Ukraine, høj inflation og stigende renter er ledigheden fortsat meget lav. Det er bemærkelsesværdigt og vidner om, hvor stærkt et arbejdsmarked vi har, siger Steen Nielsen.

- Trods den stigende ledighed er det fortsat mere end hver fjerde virksomhed, der må begrænse aktiviteterne på grund af mangel på medarbejdere. Rekrutteringsudfordringerne ser ud til at være blevet et strukturelt problem, og derfor er det også helt rigtigt, at regeringen har ambitioner om at øge arbejdsudbuddet. Med høje ambitioner om grøn omstilling og styrket forsvar vil der blive brug for endnu flere medarbejdere i de kommende år, siger Steen Nielsen.

 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Steen Nielsen

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret indhold