Chaufførerer er så efterspurgte, at 98 ud af 100 nyuddannede kan skifte lærepladsen direkte ud med et fast arbejde.

20.10.23 DIB Nyheder

87 ud af 100 går direkte fra læreplads til fast arbejde

Nyuddannede faglærte har en af de sikreste veje til hurtigt, fast arbejde.  Det understreger  vigtigheden af at udvikle erhvervsuddannelserne, mener DI.

Et svendebrev fra en erhvervsuddannelse er en sikker vej til hurtigt fast arbejde. Det slår børne- og undervisningsministeriet fast i en ny opgørelse over beskæftigelsen af nyuddannede.

I 2022 startede 87 ud af 100 nyuddannede håndværkere og elever således i fast arbejde kort efter, at svendeprøven var bestået. Og det ser DI’s chef for erhvervsuddannelser, Signe Tychsen Philip, et vigtigt potentiale i.

- Det viser, at de mange tusinde unge og voksne, som hvert år får et svendebrev, er rigtigt godt stillet, når de skal have et arbejde. Samtidig er beskæftigelsesfrekvensen et udtryk for, om en uddannelse er relevant på arbejdsmarkedet, og der må man sige, at erhvervsuddannelserne består den prøve med flyvende faner, når overgangen til beskæftigelse er steget år for år, siger hun.

Ser man på de enkelte erhvervsuddannelser topper blandt andet chauffører og køleteknikere, hvor kun to ud af 100 nyuddannede står uden job.

Beskæftigelsesandelen er vokset støt igennem de seneste 10 år fra 71 procent i 2012.

Brug for endnu flere faglærte

- Jeg kan genkende udviklingen blandt vores medlemsvirksomheder, hvor mange fortæller om udfordringer med at finde faglærte i dag, siger Signe Tychsen Philip og fortsætter:

- Når vi kigger frem, så kan vi se, at det pres formentligt vil blive endnu større, fordi de store årgange med mange faglærte går på pension i de kommende år. Det er vores forventning, at der i 2035 vil være 150.000 færre faglærte på det danske arbejdsmarked sammenlignet med i dag alene på grund af den demografiske udvikling.

Derfor mener DI, at målgruppen for erhvervsuddannelser skal gøres større, mens kvaliteten af uddannelserne skal i vejret og frafaldet skal bringes ned.

Minister: Gode job til mange flere

Den høje beskæftigelse glæder også børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.

Det er ekstremt positivt, at tusindevis af unge og voksne, som får et svendebrev, også kommer i arbejde bagefter. Det er jo hele formålet. Sidste år uddannede vi over 27.000 faglærte i Danmark, men der er gode job til mange flere. Vi har brug for dygtige faglærte til at opsætte ladestandere og bygge vindmøller til den grønne omstilling. Og for endnu flere dygtige og engagerede medarbejdere til at yde pleje og omsorg for vores ældre. Derfor glæder det mig også at se, at social- og sundhedsuddannelserne ligger helt i top, når det gælder beskæftigelse, siger han.

Læs også: Historisk stort beløb er et vendepunkt for erhvervsuddannelser

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Signe Tychsen Philip

Signe Tychsen Philip

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3283
  • Mobil +45 2565 9282
  • E-mail siph@di.dk

Relateret indhold