Der er både ris og ros til regeringens 2030-plan fra DI's adm. direktør, Lars Sandahl Sørensen.

07.11.23 DIB Nyheder

DI om 2030-plan: Der skal være bedre råd til fremtidens samfund

Dansk Industri glæder sig over, at regeringen er klar til at reformere samfundet i en usikker verden, men Danmarks største erhvervsorganisation savner et endnu større fokus på konkurrencekraft, så ambitionerne bliver til virkelighed.

Finansminister Nicolai Wammen (S) har fremlagt regeringens 2030-plan, og den får mundvigene til at pege begge veje i Dansk Industri (DI).

- Jeg deler regeringens ambitioner om at fremtidssikre den danske velfærd og velfærdssamfundet, men jeg havde håbet på mere konkret politik, der ruster Danmark i de kommende år, hvor konkurrencen og usikkerheden fra resten af verden næppe bliver mindre, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI.

- Det er godt, at vi har en bred regering med fokus på reformer, hvor der er plads til både skattelettelser og velfærd. Det er forståeligt, at man bruger milliarder på velfærd, forsvar og uddannelse, men der skal større fokus på virksomhederne, så de står stærkt også på den lange bane og bevarer evnen til at investere i fremtiden. Det er erhvervslivet, som har øget råderummet, og som også fremadrettet skal være motoren, som sikrer fremdrift i Danmark.

Tiltrængt ro om generationsskifte

DI-direktøren peger på et par eksempler i 2030-planen, som ifølge ham peger i en rigtig retning. Han roser bl.a., at familievirksomhederne får skematiske regler for beregningen af skat ved generationsskifte.

- Familievirksomhederne er lige i hjertet af dansk erhvervsliv og det danske samfund. De skaber arbejdspladser og sammenhængskraft - ikke mindst uden for storbyerne. Derfor er det virkelig godt og tiltrængt, at der nu bliver skabt ro om generationsskifter. Regeringen sørger for en længe ventet og meget afgørende vished for Danmarks familievirksomheder, siger Lars Sandahl Sørensen.

Også en milliard kroner ekstra om året til iværksætteri trækker mundvigene op ad hos DI-topchefen

- Danmark skal være verdens bedst land at starte og udvikle virksomhed i, og regeringens prioritering er et vigtigt skridt på vejen. Nu er der råd til at sænke aktie- og kapitalbeskatningen samt at løse problemet med lagerbeskatning ved børsnoteringer, og det vil betyde kolossalt meget for iværksætterne, siger han.

Lars Sandahl Sørensen nikker desuden anerkendende til, at regeringen vil have besparelser i den offentlige sektor og mere fokus på frit valg og regelforenkling.

- Den offentlige sektor er blevet en mastodont med alt for meget administration. Der er et stort behov for at fokus på den enkelte borgers frie valg og bedre teknologiske løsninger. Det er rigtigt set af regeringen, men den bør sætte konkrete mål for effektiviseringen, siger Lars Sandahl Sørensen og henviser til, at DI’s egen 2030-plan vil skaffe mindst 20 mia. kroner gennem en mere effektiv offentlig sektor.

Læs også: DI vil spare 20 mia. kr. i det offentlige

Mangel på nye kolleger

DI-direktøren savner med henvisning til manglen på arbejdskraft også et fokus på, hvem der skal indfri Danmarks ambitioner inden for velfærd, grøn omstilling, udvikling og produktion.

- Det er meget skuffende, at regeringen freder alle ordninger for tidlig tilbagetrækning fra Arne-pension til efterløn. Der er et stort potentiale i, at medarbejderne bliver lidt længere på arbejdsmarkedet, men det forsømmer man helt at gøre noget ved, siger Lars Sandahl Sørensen.

- Regeringen lovede i regeringsgrundlaget at tage et opgør med tidlig tilbagetrækning, og selvom flere i dag nu forlader arbejdsmarkedet tidligt, så har man opgivet at gøre noget ved det.

- Og det er jo særlig slemt, fordi man heller ikke i planen fremlægger initiativer til at tiltrække flere internationale kolleger. Det går ganske enkelt for langsomt med at øge arbejdsudbuddet.

Læs også: DI: Lavere skat kan øge arbejdsudbud tre gange mere end regeringens plan

Den evige udskydelse

Ifølge Lars Sandahl Sørensen er det ikke det eneste, der går for langsomt. Også regeringens udskydelse af et permanent fradrag for forskning og udvikling (FoU) for virksomhederne falder i den kategori.

- Vi lever af at forske og udvikle og hitte på nye løsninger i en verden, som netop kalder på nye løsninger inden for fx sundhed og grøn omstilling. Men det kræver, at virksomhederne får de bedst mulige vilkår det. Regeringen havde chancen, da de præsenterede finanslov og igen nu, men de bliver ved med at skubbe FoU-fradraget foran sig. Det kræver fuldt politisk fokus at få det gennemført, siger Lars Sandahl Sørensen.

- Endelig er der for få penge til den grønne omstilling. Det kræver simpelthen flere ressourcer, at få udnyttet fx vedvarende energi, energieffektivisering og biosolutions til at komme i mål med de grønne 2030-ambitioner.

Her håber han, at regeringen vil bruge hele sin afsatte ”reserve på 4 ¼ mia. til klima og velfærd” til klima.

- Det er der da i hvert fald brug for, hvis vi vil skubbe til den grønne omstilling i det omfang, der kræves, siger DI-direktøren.

Læs også: DI’s 2030-plan: Vi skal investere mere i fællesskabet

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold