Det er femte gang, jeg er her, men nu skal det være slut. Jeg skal ud og have et normalt arbejde, fortæller en af de indsatte i Renbæk Fængsel. Et AMU-kursus kan blive det første skridt til at realisere drømmen om at bryde den kriminelle løbebane.

Foto: Christer Holte
12.12.23 DIB Nyheder

Undervisning i fængslet: Alle har ret til en fortid

Fugebillen ApS’ daglige leder, Jan Sørensen, underviser indsatte i landets fængsler, så de får et afsæt til et job efter afsoning. Det er båret af et stort socialt engagement, men også fordi branchen mangler medarbejdere.

Har du et viskelæder?

Ni mænd i ens blå arbejdstøj sidder bøjet over skrivebordet og er fuldt optaget af at besvare spørgsmål i den afsluttende prøve, før de får deres kursusbevis.

Hvor bred må en fuge maksimalt være? Hvor finder jeg svar på de forskellige fugeklasser? Der er noget galt her, Jan.

Enkelte bryder stilheden med spørgsmål og kommentarer – enten ud i luften, eller til kursuslederen Jan Sørensen.

DI Business er med på den afsluttende dag i AMU-­kurset Fugning af døre og vinduer – underviseren er Jan Sørensen, der er daglig leder af Fugebillen ApS i Aabenraa. Blandt kursisterne ser flere af dem en jobmulighed i at fuldføre kurset.

Så langt kunne det være et helt normalt AMU-kursus i et hvilket som helst undervisningscenter et hvilket som helst sted i Danmark. Men ser man nærmere efter – og ud af vinduet – er historien en anden. Et nærmere kig på de ni mandlige kursisters arbejdstøj afslører, at trøje, jakke og bukser er mærket med ”Tilhører Renbæk Fængsel”. Og uden for vinduet er bommen til den lukkede del af fængslet kun ganske få meter væk. Den bom vil alle deltagerne helst blive på den her side af. Derfor sidder de også på skolebænken i dag.

De ni indsatte afsoner en bred vifte af domme i den åbne del af det sønderjyske Renbæk Fængsel.

En ombygget landejendom lige ved porten har de senere år dannet rammen om kurser for de indsatte. Flere af dem har været forbi det åbne fængsel flere gange, når det ikke er lykkedes at bryde den kriminelle løbebane i tide. Fælles for dem alle er dog ønsket om, at denne gang er den sidste, de opholder sig her.

Jeg skal ikke herind igen

– Det er femte gang, jeg er her, men nu skal det være slut. Jeg skal ud og have et normalt arbejde. Jeg har to børn og en kæreste, der venter derude. Et kursus, som det her, er rigtig, godt, og Jan er en god underviser, så jeg håber, det styrker mine muligheder, når jeg har afsonet min dom, som en 29-årig udtrykker det.

En 19-årig er også begejstret. Det er anden gang, han afsoner en dom i Renbæk:

– Jeg skal ud, og jeg skal have et job. Jan får helt sikkert en ansøgning fra mig. Jeg skal ikke herind igen.

Den slags kommentarer lytter Jan Sørensen efter, fortæller han i en pause efter prøven – som alle ni i øvrigt bestod. Hans interesse for at undervise de dømte er nemlig båret af flere ting.

– For det første kan jeg godt lide kontakten med de her mennesker. Men der er jo også den bagtanke, at vi mangler arbejdskraft i branchen, og derfor må vi se efter nye medarbejdere andre steder end normalt, da vi ikke kan få dem på samme måde som før, siger han og fortsætter:

– Og så vil jeg vil rigtigt gerne give dem en chance, hvis de viser vilje og interesse. Når straffen er overstået – så er den overstået. Jeg plejer at sige, at alle har ret til en fortid, og jeg behøver ikke at høre om den.

Det bliver aldrig kedeligt

Det er femte gang, at Jan Sørensen underviser i Renbæk Fængsel. Han har også undervist indsatte i Horsens og Horserød. Interessen blev vakt for et par år siden, hvor Kriminalforsorgen og Renbæk Fængsel i samarbejde med organisationen High:five henvendte sig for at høre, om Fugebillen ville undervise de indsatte.

– Jeg har altid været glad for at være socialt engageret og for at hjælpe andre. Du kan vel godt kalde det næstekærlighed. Og det her tilbud lød megaspændende, så det sagde jeg ja til. Det bliver aldrig kedeligt, selv om jeg nu har gjort det 10 gange. Det er nye mennesker hver gang, så alle forløbene er forskellige. Det hold, jeg har i denne omgang, er et godt hold, fortæller han.

For Jan Sørensen handler det primært om, at de indsatte viser engagement – ikke hvor dygtige de er med fugepistolen.

Glæden ved at skubbe en ung knægt fremad

– Men hvis jeg eksempelvis kan skubbe en ung knægt fremad, i løbet af de få timer jeg er her, så er det en god oplevelse. Det er det vigtigste for mig, siger han og fortsætter:

– De spørger mig næsten alle sammen, om jeg vil ansætte en tidligere kriminel. Dertil er mit svar, at hvis jeg ikke ville det, så var der ingen grund til at stå her. Det ville jo være spild af både min og deres tid, siger Jan Sørensen.

Fugebillen har derfor også selv ansat tidligere indsatte.

Benhård og omsorgsfuld

Jan Sørensens interesse for at undervise skyldes også et godt samarbejde med Kriminalforsorgen og med Renbæk Fængsels koordinator for erhvervsuddannelserne Kirsten Marie Thyssen. For hende er undervisningen blevet et livsværk, efter at hun for 10 år siden reagerede på en ultrakort jobannonce fra fængslet, som stod foran at opbygge den mulighed.

– Vi har fået skabt et tilbud, hvor flere virksomheder kommer og giver kurser. Det har en rigtig stor værdi, når virksomhederne bidrager. Interessen er stor blandt de indsatte. Jeg udvælger dem, jeg tror får mest ud af det. Jeg kan både være benhård – men også meget omsorgsfuld, for de skal jo møde op og være klar til kurset, når det går i gang, siger hun med et smil.

– Det motiverer mig at hjælpe de indsatte med at få en levevej, når deres dom er afsonet. De er jo borgere, som skal ud i samfundet igen. Og det handler om at give dem et bedre fodfæste til at bryde den kriminelle løbebane. Et job er et af de vigtigste elementer i den proces, uddyber hun.

I dag vender mere end halvdelen tilbage til fængslet, fordi fodfæstet på den rigtige side af lovens grænse har været for svag. Og den andel skal helst ned.

– Mange af vores indsatte har ingen uddannelse, og her kan et kursus være den første succes. Det kan være med til at styrke deres selvtillid, og troen på at der er andre muligheder end kriminalitet, siger Kirsten Marie Thyssen.

Har du et kørekort?

Efter pausen går holdet, Jan Sørensen og Kirsten Marie Thyssen over i en tilstødende hal, hvor der er gjort plads til at fuge vinduer. De indsatte finder fugepistoler og det øvrige værktøj frem og går koncentreret til opgaven, mens Jan kigger dem over skulderen og giver tips til at bruge fugepistoler og fugepenne.

En af de indsatte ser sit snit til at drøfte de konkrete muligheder for et job hos Fugebillen, når han om kort tid har afsonet sin dom.

– Har du et kørekort, spørger Jan.

– Nej, lyder svaret – men jeg vil bruge hele min første månedsløn på at betale et kørekort.

– Det lyder godt, svarer Jan

– Men så skal din løn udbetales direkte til kørelæreren. Vi skal være sikre på, at pengene bliver brugt på det rigtige. 

Læs også: Netværk sikrer eks-kriminelle et job

DI Mener

  • Fugebillen ApS er et godt eksempel på en virksomhed, der tager et socialt ansvar og gøre en forskel.
  • Samtidig kobles det ofte sammen med muligheden for at finde nye medarbejdere. 
  • Virksomheder kan noget helt særligt i forhold til at hjælpe mennesker godt videre. Her er det unge kriminelle, som får en mulighed for at opbygge nogle kompetencer, som kan gøre dem attraktive på arbejdsmarkedet.
  • For at skabe en succes er der ofte brug for støtte fra andre eksperter og kontaktpersoner, da virksomhederne ikke kan håndtere alle de udfordringer, som kan følge med. Her er netværket High:five et godt eksempel. 

Fakta

Renbæk Fængsel

  • Renbæk Fængsel ved Skærbæk har siden 1946 været et statsfængsel. Fængslet har 204 pladser, hvoraf de 134 er åbne fængselspladser.
  • Renbæk Fængsel har siden 2010 tilbudt de indsatte AMU-kurser i forskellige håndværk i samarbejde med Learnmark Horsens.
  • Renbæk Fængsel har undervisere fra Fugebillen ApS, Give Steel A/S, Persolit, Max Mathiesen & Søn A/S og Jens Chr. Multiservice A/S.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Steen Nielsen

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret indhold