Ansøgertal for it- og ingeniøruddannelser lyser op i en ellers tvivlsom opgørelse over unges interesse i længerevarende uddannelser. Antallet af førsteprioritetsansøgninger til it-uddannelserne er steget 14 pct. i forhold til sidste år, mens antallet af ansøgere med en ingeniøruddannelse som førsteprioritet er steget med 15 pct.

Foto: Getty Images
06.07.23 DIB Nyheder

Uddannelse: Lyspunkt midt i flad fornemmelse

Samfundet taber, når så få unge søger ind på en videregående uddannelse, dog kan vi glæde os over, at flere søger mod it- og ingeniøruddannelserne, lyder det fra Dansk Industri (DI).

Danmark er et videnssamfund, så jeg står med en flad fornemmelse, når søgningen til de videregående uddannelser ikke er steget mere efter et år med historisk lav søgning.

Sådan sætter underdirektør i DI, Mikkel Haarder, ord på opgørelsen over antallet af ansøgere til videregående uddannelser. 84.073 har søgt ind, hvilket er 5 pct. mere end sidste år - men stadig 10 pct. lavere end i 2021. Tager man sidste års søgetal ud af ligningen, skal vi helt tilbage til 2012 for at finde et lavere ansøgningstal.

- Kriserne står i kø, og vores erhvervsliv er hver dag i benhård konkurrence med omverden om at udvikle innovative løsninger. Derfor er det helt afgørende for vores samfund, at vi uddanner mange unge på et højt fagligt niveau, siger Mikkel Haarder, underdirektør i DI.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund peger også på udfordringerne, trods årets fremgang. Hun peger på, at vi i de kommende år får mindre ungdomsårgange, og dermed færre at søge ind på uddannelserne.

- Det giver et grundlæggende et strukturelt problem, hvor det på mange felter kan blive svært eller sværere at rekruttere nye medarbejdere, siger hun i en pressemeddelelse. 

Læs hele ministerens kommentar her

Tekniske fag er et lyspunkt

Mikkel Haarder ser dog også positive tendenser i ansøgertallet, for flere har fået øjnene op for it- og ingeniøruddannelserne. Her er antallet af førsteprioritetsansøgninger til it-uddannelserne steget med 14 pct. i forhold til sidste år, mens antallet af ansøgere med en ingeniøruddannelse som førsteprioritet er steget med 15 pct. Det er væsentlig større stigninger end for de videregående uddannelser generelt.

- Det er selvfølgelig en kæmpe lettelse, at interessen for de tekniske fag er steget så markant sammenlignet med sidste år. Mere end fire ud af fem danske tech-virksomheder har udfordringer med at rekruttere kvalificerede it-specialister, siger Mikkel Haarder.

Læg dertil, at IT-Universitet i København har rekord i andelen af kvindelige ansøgere.

- Hvis vi ligner hinanden for meget i virksomhederne, så får vi mange blinde vinkler, og det kan mærkes både på arbejdspladsen og i forhold til de produkter og løsninger, der udvikles. Begge køn skal selvfølgelig præge den digitale udvikling og fremtidens digitale løsninger, siger Mikkel Haarder.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Mikkel Haarder

Mikkel Haarder

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3574
  • Mobil +45 2577 9161
  • E-mail miha@di.dk

Relateret indhold