Danskernes penge er mest værd i EU
Selvom inflationen falder en smule i Europa, er den stadig høj. Danmark kan dog bryste sig af den laveste inflation blandt EU-landene.
Selvom det stadig kan give et gib i én, når varerne skal betales ved kassen i supermarkedet, så er prisstigningerne i Danmark ikke de værste.
I hvert fald ikke når vi sammenligner os med resten af EU-landene.
Det viser nye EU-tal for inflationen i Europa.
- Vi kan glæde os over, at Danmark er det land i EU med den aktuelt laveste inflation siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).
Ungarn er det land, der er hårdest ramt med en inflation i august på 14,2 pct. I gennemsnit er inflationen i alle EU-lande faldet til 5,9 pct. i august mod 6,1 pct. i juli.
Ser man udelukkende på de lande, der er med i euroen var den gennemsnitlige inflation 5,2 pct. i august mod 5,3 pct. i juli.
Langsomt nedad
Men selv om det går den rigtige vej, går det ikke stærkt nok, siger Allan Sørensen.
- Inflationen i Europa bevæger sig langsomt nedad, men er stadig et stort problem. Inflationen holder sig oppe på mere end fem procent. Prisudviklingen ligger stadig på et niveau, der ikke er foreneligt med ECB’s mål om at holde inflationen på to procent, pointerer han.
Store eurolande som Tyskland, Frankrig og Italien har endnu ikke fået inflationen ned under fem procent. 16 lande døjer med en inflationen på mere end 5 procent.
Og i hele EU er det kun tre lande hvor inflationen er under tre procent.
Ingen lande har fået inflationen ned på to procent.
Rentetoppen er nået
Den gode nyhed er, at der ikke er udsigt til flere rentestigninger.
- ECB hævede renten i sidste uge og forventer, at de har nået rentetoppen. Det seneste års massive rentestigninger begynder at vise sin effekt på inflationen. ECB forventer, at kerneinflationen aftager til 5,1 procent i 2023 og 2,9 procent i 2024, siger Allan Sørensen.
Alligevel er det ikke lige rundt om hjørnet, at inflationen tøjles.
Servicepriserne er steget med 5,5 procent over det seneste år. Serviceinflationen toppede på 5,6 procent i juli og aftog marginalt i august.
- Servicepriserne og kerneinflationen viser stadig ikke afgørende tegn på en bedring. Servicesektoren har vist svaghedstegn over de seneste måneder, og det kan bane vejen for aftagende serviceinflation, men der er et langt stykke vej endnu, understreger Allan Sørensen.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.