Efterårsgråt syn på økonomien hos forbrugerne
Forbrugerne er negative, men et stærkt arbejdsmarked og høj beskæftigelse holder hånden under dansk økonomi, mener DI.
Forbrugernes syn på økonomien går tilbage for anden måned i træk, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Forbrugertilliden er i september gået tilbage til et nettotal på minus 13,0 fra august måneds minus 10,9.
- Det er lidt bekymrende, at den langvarige, positive udvikling i forbrugertilliden ser ud til at være bøjet af. Forbrugernes syn på økonomien hænger fast i nogle efterårsgrå niveauer, som vi ellers mest kender fra større økonomiske kriser, siger Morten Granzau, vicedirektør i Dansk Industri.
Han fortsætter:
- Mange boligejere med variabelt forrentede lån har fået deres forbrugsmuligheder begrænset af det seneste års rentestigninger, og det smitter af på deres vurdering af økonomien. Men forbrugernes tro på fremtiden trykkes formentlig også af, at en stor del af erhvervslivet herhjemme allerede er på vej ned i gear, siger Morten Granzau.
Han tror dog stadig på, at dansk økonomi klarer sig gennem den negative forbrugertendens.
- Det går næppe helt galt. For heldigvis har vi stadig en høj beskæftigelse til at holde hånden under forbruget på trods af den pessimistiske stemning hos forbrugerne. Det stærke arbejdsmarked er et lys i det begyndende efterårsmørke for de mange virksomheder, der lever af at sælge til danske forbrugere, siger Morten Granzau.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.