Alex Henriksen, adm. direktør for Tetra Pak Nordeuropa, skriver debatindlæg om mulighederne for mere bæredygtige og robuste globale fødevaresystemer.

Foto: PR
01.02.24 DIB Nyheder

”Lad os samarbejde om at levere flere og sundere fødevarer med et lavere klimaaftryk”

Åben innovation inden for emballage og forarbejdning af fødevarer er et vigtigt element for at fremme overgangen til mere bæredygtige og robuste globale fødevaresystemer, skriver Alex Henriksen, adm. direktør for Tetra Pak Nordeuropa.

Indgangen til 2024 byder på en bunden opgave: en hastigt voksende global befolkning vil efterspørge stadigt flere næringsrige fødevarer, og de skal fremstilles og emballeres på en måde, planeten kan holde til. En transformation af verdens fødevaresystemer er afgørende for en levedygtig fremtid.

De globale fødevaresystemer er i dag ineffektive og langt fra bæredygtige. Tal fra FN viser, at 30 pct. af de fødevarer, der produceres verden over, i dag går tabt på vejen fra jord til bord. Fødevaresystemerne tegner sig for over en tredjedel af verdens udslip af drivhusgasser. Også andre forhold skal der rettes op på. Mere end 800 mio. mennesker i verden er kronisk underernærede, mens op mod en tredjedel af verdens befolkning er overvægtige.

Når det gælder forbrugerholdninger, viser vores analyser de samme konklusioner, når vi spørger til fødevarer: det handler om sundhed og om bæredygtighed. 

Fire veje

I Tetra Pak, hvor vi arbejder både med fremstilling af bæredygtige emballager og med procesteknologi til fødevareproduktion, har vi udarbejdet en plan for at accelerere overgangen til mere bæredygtige og robuste fødevaresystemer på verdensplan. Planen bygger på fire spor:

For det første vil vi bidrage til omstillingen via en stadigt mere bæredygtig mejeriproduktion.

For det andet vil vi være med til at fremme brugen af nye fødevarekilder, f.eks. plantebaserede og alternative proteinkilder. I Tetra Pak har vi det som mål at tredoble salget af teknologi til plantebaserede og ’new food’ teknologi og procesudstyr frem mod 2030.

For det tredje vil vi reducere spild ved at udvikle nye fødevareteknologier, der f.eks. kan omdanne restprodukter til nye værdifulde ressourcer. Det sker allerede i mejeri- og bryggerisektoren, og erfaringerne kan tages endnu videre.

For det fjerde vil vi hjælpe flere til at få adgang til næringsrige fødevarer med bæredygtige emballager, der sikrer en høj fødevarekvalitet under transport og opbevaring. Tetra Paks mission er at levere verdens mest bæredygtige emballage, og i de næste fem-ti år vil vi årligt investere 100 mio. euro i at udvikle endnu mere bæredygtige løsninger blandt andet ved aktivt at arbejde for, at materialerne genanvendes mest muligt.

I Danmark er der sket vigtige fremskridt, da landets kommuner nu også indsamler mad- og drikkekartoner til genanvendelse. Dog er indsamlingsgraden stadig relativt lille. Det arbejder industrien, Miljøstyrelsen og kommunerne på at gøre noget ved.

Løsninger i stor skala er nødvendige for at fremme de kommercielle dynamikker og for at nå EU’s mål for genanvendelse. Aktuelt er vi i gang med et forprojekt i Sverige med Axjo Group med sigte på at etablere Nordeuropas største anlæg, som kan omdanne plastikmaterialer fra også danske mad- og drikkekartoner til blandt andet kabeltromler.

Åben innovation skaber nye muligheder

For at bygge mere bæredygtige fødevaresystemer, lægger vi vægt på at arbejde med en meget bred kreds af partnere. Samtale og samarbejde fremmer innovation, og vi inviterer gerne til et åbent samarbejde.

Vi ønsker at få flest mulige indsigter og perspektiver på bordet og arbejder gerne på tværs for at få de bedste ideer frem. Vi vil gerne bidrage som brobyggere mellem forskning, uddannelse, producenter, leverandører og aftagere – i det hele taget være dem, der hjælper med at få den gode idé ført ud i stor skala en dag.

Vi har allerede i dag glæde af et økosystem af samarbejdspartnere, der spænder over leverandører og kunder, start-ups samt forskere og universiteter.

Vi tror på, at det mangfoldige samarbejde er vejen at gå også i forhold til den efterspørgsel, fødevaresystemerne skal levere på i de kommende år.

Status quo rækker ikke – vi skal stile højere for kunne balancere den stigende efterspørgsel på fødevarer uden at gå på kompromis med kravet til bæredygtighed.

Det er en opgave i et omfang, som skal håndteres i et tempo, verden næppe tidligere har set. Det åbner spændende perspektiver i 2024 for alle, der er med på at tage udfordringen op.

DI Debat

Velkommen til DI Debat

Med DI Debat ønsker vi at give vores medlemmer plads til selv at komme til orde med synspunkter om temaer med betydning for jeres virksomhed.

Vi forbeholder os retten til at udvælge og beskære indlæg i forhold til pladshensyn og relevans. Du kan sende dit indlæg til redaktør Uffe Hansen ufha@di.dk. Og ringe for yderligere info på: 33773888

Synspunkter på DI Debat er ikke nødvendigvis udtryk for DI’s holdning.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Karin Klitgaard

Karin Klitgaard

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3695
  • Mobil +45 2565 0241
  • E-mail kakl@di.dk

Relateret indhold