06.02.24 DIB Nyheder

"Styrket dansk forsvarsindustri skal ruste os til fremtiden"

Løsningerne på vores sikkerhedsudfordringer skal i høj grad også findes i vores handels- og industripolitik, skriver erhvervsminister Morten Bødskov (S) og adm. direktør i Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen

Kronikken er også bragt i Avisen Danmark

Putins modbydelige overgreb på Ukraine truer den fredelige og stabile verdensorden, som vores generation har kendt i årtier. Verden er i opbrud, og det stiller nye krav til vores lille land. For jo, vi kan gøre en forskel.

Som den daværende ukrainske forsvarsminister Oleksii Reznikov sagde til en udsendt TV2-reporter i 2022, så betragtede han Danmark som et af de tre ledende lande i støtten til Ukraine sammen med Storbritannien og USA. At Danmark er et lille land, men at vi yder en kæmpe støtte til Ukraine.

Det må og skal være vores vartegn, at vi selv som lille land kan gøre en forskel. Gå foran og vise vejen for andre. Ikke kun lige nu, men også i en fremtid, som vil være præget af stigende stormagtsrivalisering og et Europa, som skal kunne klare mere selv. Det kræver, at vi står sammen herhjemme – og står sammen med vores allierede. Vi har brug for hinanden.

Erhvervspolitik er blevet sikkerhedspolitik

For krigen skal ikke kun vindes på slagmarken. Løsningerne på vores sikkerhedsudfordringer skal i høj grad også findes i vores handels- og industripolitik. Blandt virksomhederne og på fabrikkerne. Krigen i Ukraine demonstrerer tydeligt, at produktionen i forsvarsindustrien kan være med til at afgøre krigens udfald.

Dermed er erhvervspolitik også blevet sikkerhedspolitik, og vi kan ikke som tidligere være afhængige af import i vores mest kritiske sektorer. Det gør os for sårbare som samfund – særligt i krisetider – og vi kan ikke igen tillade os først at reagere, når krisen rammer. Derfor skal dansk og europæisk forsvarsindustri vokse. For vi skal kunne mere selv. I dag er kun ca. 20 pct. af fælleseuropæiske indkøb af forsvarsmateriel udviklet i Europa.

F-35-kampfly bygger på en række danske løsninger

Vores udgangspunkt er godt, men branchen er relativt lille. En ny rapport udarbejdet for Erhvervsministeriet viser, at den danske forsvarsindustri leverer solide bidrag til både Danmarks og vores allieredes sikkerhed og spiller en stadig mere afgørende rolle på den internationale scene.

For eksempel bygger de nye F-35-kampfly på en række danske løsninger. Det er fly, som vil gøre en forskel for flere vestlige lande.

Ud over den klassiske forsvarsindustri findes der også kæmpe potentialer i dansk civil teknologi og dens mulighed for at bidrage til sikkerheden i Danmark og blandt vores allierede.

For eksempel er Danmark stærk inden for det maritime, inden for kommunikations- og sensorteknologi, på droner og på kvanteområdet. Med det har vi et godt fundament for at udvikle nye forsvarsindustrielle styrkepositioner. Til gavn for danske arbejdspladser og vores sikkerhed.

Oprustning i fuld gang

Men der er også udfordringer. Flere virksomheder efterspørger en styrket dialog om Forsvarets og NATO’s fremtidige behov. Det kan også være vanskeligt at få adgang til Forsvarets udbud og blive leverandør til Forsvaret.

Derfor skal vi styrke samarbejdet mellem Forsvaret og industrien og skabe tættere koordination mellem myndigheder, vidensinstitutioner og industrien.

For den massive oprustning af dansk forsvar i de kommende år skal også kunne mærkes i vores industri. Det er en oprustning, som er i fuld gang. Senest med den første forsvarsaftale, som udmønter forsvarsforliget. Derfor er arbejdet for at styrke industrien også undervejs.

Svært at skaffe kapital

Skal vi lykkes, er der også andre udfordringer, som vi skal håndtere. For eksempel skal vi se på udfordringer med langsomme certificeringer og sikkerhedsgodkendelser. Og på trods af et nødvendigt opgør med mange års berøringsangst er det stadig vanskeligt at skaffe risikovillig kapital.

Det er noget, vi både kan og skal gøre noget ved. Og det er noget af det, der er på tapetet i denne uge, hvor store dele af den danske og internationale forsvarsindustri er samlet med relevante myndigheder til en stor konference i Industriens Hus i København.

I forlængelse af forsvarsforliget vil regeringen også fremlægge en opdateret forsvarsindustriel strategi. Den skal understøtte regeringens ambitioner om en større og stærkere forsvarsindustri i Danmark. En industri, som kan løfte mere selv og i højere grad kan understøtte Forsvarets opgaveløsning. Og som med stor eksport til udlandet også kan bidrage til sikkerheden ude i verden for vores allierede og partnere.

Med andre ord skal dansk materiel og forsvarsindustri være en del af svaret på tidens og fremtidens nye sikkerhedspolitiske udfordringer, ikke bare i Danmark, men også hos allierede og partnere. Udfordringer, der både er så store og tæt på, at vi skal stå sammen om at imødegå dem.

Joachim Finkielman

Joachim Finkielman

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3673
  • Mobil +45 6187 1540
  • E-mail jofi@di.dk

Relateret indhold