Gulvopbygning
Gulve kan opdeles i hhv. bærende og ikke-bærende gulve.
Senest opdateret 01.05.2009
På denne side
Gulvets opbygning
- Bærende gulve
- Strøgulve (trægulve lagt på strøer)
- Trægulve på træbjælkelag - Ikke-bærende gulve
- Svømmende gulve
- Limede gulve
- Sømmede gulve
- Fugefrie gulve
- Løst udlagte gulvbelægninger
Gulvopbygning
Bærende gulve
Bærende gulve er gulve, som hviler på en lineær understøtning af strøer eller bjælker. Belastningen på gulvet overføres gennem brædder eller plader til de underliggende strøer eller bjælker, se figuren nedenfor.
Bærende gulv (strøgulv)
Ikke-bærende gulve
Ikke-bærende gulve er gulve, hvor gulvbelægningen er understøttet i fuld gulvflade af et bærende underlag, fx et undergulv af beton eller træplader.
Ikke-bærende gulv
Svømmende gulve
Svømmende gulve er gulve, hvor gulvfladen kan bevæge sig frit i forhold til det bærende underlag. Man lægger et elastisk mellemlag mellem gulvfladen og det bærende underlag, så gulvfladen kan bevæge sig frit. Mellemlaget kan bestå af materialer, der bidrager til at forbedre varmeisoleringen og de lydmæssige egenskaber.
Svømmende gulv
Limede gulve
Limede gulve ligger i fast forbindelse med et bærende, plant og stabilt underlag og understøttes i fuld flade. Underlaget kan fx bestå af et beton- eller letbetondæk eller et svømmende undergulv, fx af sammenlimede træplader.
Limet/sømmet gulv
Sømmede gulve
Sømmede gulve ligger i fast forbindelse med et bærende, plant og stabilt underlag og understøttes i fuld flade. Underlaget kan fx bestå af et beton- eller letbetondæk eller et svømmende undergulv, fx af sammenlimede træplader.
Fugefrie gulve
Fugefrie gulve ligger på et bærende, plant og stabilt underlag og understøttes i fuld flade. Normalt er underlaget af beton.
Løst udlagte gulvbelægninger
Løst udlagte gulvbelægninger ligger på et bærende, plant og stabilt underlag og understøttes i fuld flade. Underlaget kan fx bestå af et beton- eller letbetondæk eller et eksisterende trægulv.
Gulvbelægninger
Gulvbelægninger kan fx bestå af:
- Tæppe
- Linoleum
- Gummi
- Vinyl
- Kork
- Trægulv
Lak eller anden overfladebehandling betragtes ikke som en selvstændig belægning.
Undergulve ligger under gulvbelægningen, men over den bærende konstruktion. Undergulvet skal danne en sammenhængende flade, så det fx kan bruges som arbejdsgulv og underlag for en tynd belægning. Det kan fx være et svømmende gulv, et pladegulv på strøer eller et afretningslag af beton.
Bemærk, at tynde isoleringslag, korksmuldpap og lign. kaldes mellemlag og ikke betragtes som undergulv.
Den bærende konstruktion består af lag, hvis primære funktion er at optage og overføre last, fx betondæk og træbjælkelag.