22.11.22 Gulvbranchen Nyheder

Gulvbranchens grand old man holder formen

Allan H. Jacobsen er en institution indenfor Gulvbranchen. Den tidligere formand har været i branchen i mere end 50 år og startede som 14-årig hos Charles Christensen A/S, mens han passede sin imponerende karriere som cykelrytter.

At møde Allan H. Jacobsen er som at komme på en rejse. Han er historiefortæller, hvor sporene både krydser det personlige og det professionelle. Undervejs i historien er der ikke noget ulogisk i, at Allan gik fra et job som piccolo på Webers Hotel over professionel cykelrytter til direktør i Charles Christensen A/S – også kaldet CC Gulve.

Startede som 14 årig

CC Gulve har mere end 100 år på bagen og er en institution i Gulvbranchen. Det er Allan også. I 2020 kunne han fejre 50-års jubilæum i den virksomhed, hvor han begyndte allerede som 14-årig. Efter endt læretid fortsatte Allan Jacobsen i virksomheden som gulvlægger samtidig med, at han passede sin flotte karriere som cykelrytter. Han var en af landets bedste dengang og deltog i adskillige store cykelløb. Et af cykelkarrierens højdepunkter var OL i Moskva i 1980 under Den Kolde Krig.

Efter 15 år som gulvlægger fortsatte Allan sin karriere i CC Gulve først som konduktør, dernæst som produktionschef. I 1993 blev Allan udnævnt til direktør i virksomheden, og et par år efter blev der indledt en generationsskifteproces. Undervejs i karrieren har Allan engageret sig i udviklingen af tømrer- og gulvlæggeruddannelsen, ligesom han var medlem af Gulvbranchens bestyrelse fra 1998-2004, et par af årene som formand.

Mælkeregnskaber startede karrieren

Succesen indenfor gulvfaget mener Allan til dels skyldes, at han er god til kalkulation. Måske stammer det fra, da han tog med sin far ud at aflevere mælk. Her skulle der afregnes med kunderne kontant. Allans stærke regnekundskaber fik et ekstra løft med uddannelsen i virksomhedsøkonomi på Niels Brock. 

Overfor Allan sidder Pia Secher, som er datter af tidligere ejer Peter Christensen. Hun har stærke sproglige og tekniske evner, som Allan og firmaet nyder godt af. Hele kontoret fungerer som en lille familie, hvor alle kender hinanden godt og har et super stærkt samarbejde. Allans søn Christian er da også trådt ind i virksomheden og har taget en lederuddannelse hos DI Byggeri.

Som tidligere formand for Gulvbranchen følger Allan stadig brancheforeningen tæt og deltager i generalforsamlingen. Han er glad for Gulvfakta og Skills og holder af det netværk, der er i Gulvbranchen. Han så dog gerne, at flere tog sig tid til det sociale. Det styrker branchen, når man kender hinanden på kryds og tværs. Fagligt efterlyser han bedre samarbejde på byggepladsen. Der er for meget rod i rammerne, og det er fortsat udfordrende at være en af de sidste i processen.

 

Relateret indhold