05.10.21 DI Pressemeddelelse

DI: Regeringen skal tage fat om problemet med mangel på hænder nu

Når regeringen og resten af Folketinget fra i dag tager arbejdshandsken på, sker det mens tusindvis af danske virksomheder akut mangler medarbejdere i arbejdstøj. Manglen på arbejdskraft risikerer at bremse landets udvikling, vækst og den grønne omstilling. Derfor efterlyser DI’s adm. direktør mere ansvar og handling i den kommende politiske sæson, så vi kan fremtidssikre Danmark.

Statsministeren lagde i sin åbningstale i Folketinget vægt på, at fremtiden skal være grøn. Og at Danmark kun bliver ”dygtigere, grønnere og rigere”, hvis vi får flere danskere i arbejde. Landets største erhvervsorganisation Dansk Industri er glade for det store fokus på grøn omstilling, uddannelse og mangel på arbejdskraft. Nu skal ordene omsættes til handling.

- Der skal turbo på den grønne omstilling nu, hvis vi skal vinde kampen mod klimaforandringer og nå vores ambitiøse klimamål i 2030. Statsministeren stempler ind i klimakampen og tegner visionerne for et grønnere Danmark. Hvis visionerne skal blive til virkelighed, kræver det beslutninger og investeringer i danske virksomheders grønne løsninger. Det er nødvendigt med et endnu tættere offentligt og privat samarbejde og mere målrettede uddannelser, hvis vi skal fremtidssikre vores land og klode, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri.

Ifølge statsministeren vil regeringen forene høje, grønne ambitioner med gode arbejdspladser. Den forening kræver nye tiltag, så de mange virksomheder, der hver dag holder hjulene i gang i Danmark og dansk økonomi, ikke bliver bremset i opsvinget. I en nylig DI-rundspørge siger seks ud af ti virksomheder, at de ser mangel på arbejdskraft som den største udfordring for udvikling og vækst.

- Vi risikerer at forsinke den grønne omstilling, hvis vi ikke får flere hænder ud i virksomhederne, der kan skabe, udvikle og producere grøn teknologi. Det er vigtigt for virksomhederne, vores konkurrencekraft og Danmark, siger Lars Sandahl Sørensen.

- Det er positivt, at statsministeren i sin tale anerkender, at der mangler arbejdskraft, men vi mangler stadig at få omsat ord til handling. Virksomhederne kunne allerede nu ansætte 32.000 flere, hvis der var hænder nok, siger Lars Sandahl Sørensen.

Dansk Industri fremlagde i forbindelse med DI’s Topmøde 2021 en spritny 2030-plan, der præsenterer løsninger på de mest presserende samfundsudfordringer. Mangel på arbejdskraft kan ifølge DI’s topchef imødekommes ved at få alle kompetencer i spil, tiltrække udenlandsk arbejdskraft og justere i skatten.

- Der er brug for at se på incitamenter til at få flere unge i arbejde og flere seniorer til at blive længere på arbejdsmarkedet. Derudover skal beløbsgrænsen sættes ned, så det bliver lettere at hente udenlandsk arbejdskraft. Grænsen for topskat bør hæves, så det bliver mere attraktivt at gå på arbejde, siger Lars Sandahl Sørensen.  

Yderligere oplysninger fås hos presserådgiver Ditte Rieland, tlf. 2246 7822 eller mail dirh@di.dk

Ditte Rieland

Ditte Rieland

Presserådgiver

  • Direkte +45 3377 4951
  • Mobil +45 2246 7822
  • E-mail dirh@di.dk

Relateret indhold