01.12.21 DI Pressemeddelelse

DI: Gratis selvtest skal tage trykket af testcentrene

Færdigvaccinerede danskere skal ud af testkøerne ved hjælp af selvtest, så det bliver nemmere at holde smitten nede, lyder nyt forslag fra Dansk Industri

Det kan tage lang tid bare at logge ind på coronaproever.dk, og derefter kan der gå flere dage, inden du kan få en testtid i det lokale testcenter. Og med den stigende smitte og de nye krav til coronapas, som trådte i kraft mandag, er presset på testcentrene steget yderligere. Med et nyt forslag vil Dansk Industri (DI) gøre selvtest til en del af den offentlige teststrategi for at mindske presset på testcentrene, og samtidig øge testningen af danskerne.

- I DI mener vi, at det skal være muligt at få en gratis selvtest på arbejdspladser, universiteter, skoler eller derhjemme. Det vil gøre det både nemmere og hurtigere for den enkelte at blive testet samtidig med, at det vil være med til at holde smitten nede. På den måde undgår vi forhåbentlig yderligere restriktioner og tager noget af det pres på testcentrene, som de i øjeblikket oplever, fortæller Morten Høyer, kommunikationsdirektør i DI.

Ifølge DI’s forslag skal selvtest ikke indgå i coronapasset, men det skal være et væsentligt supplement til testcentrene og dermed en del af det samlede test-setup.

- Det betyder blandt andet, at de vaccinerede ikke skal belemres med at gå i testcenter, når de selv vil være helt sikre på, at de ikke bærer smitte. De skal kun derhen, når myndighederne beder dem om det. Dermed undgår de køerne, og de giver bedre plads til andre i testcentrene, forklarer Morten Høyer.

- Det er også nemmere for både en virksomhed og for medarbejderen selv at tage en selvtest end at skulle en tur hen til et testcenter langt væk, hvis nu coronapasset skulle være udløbet.

En billigere løsning

I dag er cirka hver tredje coronasmittet uden symptomer, og dermed vil selvtest også kunne hjælpe til at bremse smitten.

- Selvtest kan være med til at finde coronatilfælde hos personer, der i øvrigt ikke har symptomer, men stadig kan bringe smitten videre. Den kunne f.eks. bruges inden julefrokosten eller et andet indendørs arrangement med mange deltagere. Dermed vil vi finde flere smittede og undgå, at de smitter andre, siger DI-direktøren.

SSI har tidligere sagt til DR, at selvtest kan være et godt værktøj til både at give mere tryghed og muligvis også til at bremse smittekæder. Et studie viser da også, at selvtest er lige så effektive som kviktest.

- Og så er selvtest er en markant billigere løsning set fra et samfundsperspektiv. Testene er billigere, og det kræver intet personale. Derfor skal selvtest selvfølgelig også være gratis for danskerne, så udbredelsen bliver stor, siger Morten Højer.

Det er DI’s forslag, at virksomheder og uddannelsesinstitutioner får selvtest stillet gratis til rådighed. For privatpersoner skal det via NemID være gratis at bestille en selvtest, som bliver sendt hjem til den enkelte, eller man kan hente en på apoteket ved fremvisning af sundhedskort.

Morten Høyer kommunikationsdirektør i DI, 2332 6743

Morten Høyer

Morten Høyer

Politisk direktør

  • Direkte +45 3377 4550
  • Mobil +45 2332 6743
  • E-mail moh@di.dk

Relateret indhold