07.09.21 DI Pressemeddelelse

DI: Reformerne skal skabe reel værdi

Regeringens fokus på arbejdskraft er rigtigt, og der er flere gode takter i udspillet. Men finansieringen straffer iværksætterne unødigt, siger Dansk Industris adm. direktør Lars Sandahl Sørensen

I Dansk Industri (DI) har man ventet på, at regeringen skulle fremlægge nødvendige reformer af det danske samfund. Derfor er øjnene rettet mod Slotsholmen, når regeringen i dag fremlægger sit reformudspil kaldet  ”Danmark kan mere I”. I DI har man bl.a. haft et stort ønske om, at reformerne vil skaffe medarbejdere til dansk erhvervsliv – både på kort og lang sigt.

- Virksomhederne har et akut og massivt problem med at skaffe den arbejdskraft, som skal sikre et varigt grønt opsving til gavn for hele samfundet. Derfor har regeringen det rigtige fokus med forslag, der skaffer flere hænder og investerer i uddannelse og den grønne omstilling, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI.

- Det skal regeringen roses for, selvom ambitionerne bør række længere end til at lukke hullet efter Arnes pension. Til gengæld er vi stærkt kritiske over for forslag om en straf til iværksættere og et hævet dagpengeniveau i en tid, hvor dansk erhvervsliv skriger på arbejdskraft.

- Erhvervslivet står med alle tiders chance for at bidrage til et endnu rigere og stærkere Danmark, men lige nu er mangel på hænder og hoveder den største hindring, der står i vejen for, at vi lykkes i Danmark. Vi skal sikre løsninger, der rent faktisk skaber værdi.

Opgør med dimittendsats

DI-direktøren peger på flere elementer i udspillet, som han er tilfreds med.

- Ikke mindst er det godt, at Regeringen tager et nødvendigt opgør med en alt for høj dimittendsats og gør det mere attraktivt for både unge og ældre at trække i arbejdstøjet. Det er også positivt, at regeringen vil prioritere et permanent forhøjet FoU-fradrag, som vi længe har ønsket for at få Danmarks investeringer i forskning og udvikling op i den internationale superliga. Fradraget bør dog være uden loft for at have maksimal effekt, forklarer Lars Sandahl Sørensen.

- Vi deler udspillets fokus på, at fremtidens arbejdskraft går hånd i hånd med uddannelse og grøn omstilling. Virksomhederne er klar til at virkeliggøre en markedsdrevet grøn omstilling, men det kræver de rette tekniske kompetencer, målrettede uddannelsesforløb og opgraderede erhvervsskoler.

Finansiering med væsentlige tidsler

Han mener dog ikke, at regeringens udspil bringer Danmark i mål - hverken på den korte eller lange bane. Og han er optaget af, at dette kun er det første af flere udspil.

- Der er brug for et større fokus på at øge arbejdsudbuddet nu og her, bl.a. ved en forhøjet efterlønspræmie, der hurtigt vil skaffe tusindvis af flere hænder, ligesom beløbsgrænsen skal sænkes, så vi kan få tiltrukket mere nødvendig udenlandsk arbejdskraft, siger Lars Sandahl Sørensen.

- Og så har finansieringen af forslagene væsentlige tidsler. Ikke mindst er en iværksætterstraf i form af øget aktiebeskatning ren gift for virkelysten i vores land, hvilket også kan hæmme den grønne omstilling.

- Det bliver svært  at finde adskillige milliarder på erhvervsstøtte, som eksempelvis går til mange grønne formål, men vi går naturligvis konstruktivt ind i de videre drøftelser. Det er helt essentielt, at det samlet set ikke må blive dyrere at drive virksomhed. Danmark kan bestemt mere som samfund, og det er der behov for, men det kræver, at vi ikke saver vores indtjeningsgren over.

Nis Peder Kolby

Nis Peder Kolby

Presserådgiver

  • Direkte +45 3377 4580
  • Mobil +45 4032 3400
  • E-mail nipk@di.dk

Relateret indhold