Kravet om tvungen dansk bankkonto til internationale medarbejdere har givet masser af bøvl i danske virksomheder. Dansk Industris viceadm. direktør Kim Graugaard er derfor glad for regeringens forslag om lempelser af reglerne.

Foto: Sif Meincke
24.01.24 DI Pressemeddelelse

Afvikling af bankkontokrav er stor lettelse for Danmarks virksomheder

Regeringen har i dag sendt et opgør med bankkontokravet til internationale medarbejdere i høring hos blandt andet Dansk Industri (DI). Rigtig positivt, lyder det fra Dansk Industri.

Tvungen dansk bankkonto til internationale medarbejdere har siden det blev indført i 2017 været en stor administrativ byrde for danske virksomheder, der vil ansætte internationale medarbejdere. Derfor modtager DI lovforslaget om lempede bankkontokrav med glæde.

- Det er virkelig positivt for dansk erhvervsliv, at regeringen nu delvist vil gøre op med kravet om tvungen dansk bankkonto for internationale medarbejdere. Der har været meget bøvl og administration med reglen, som virksomhederne ikke har kunnet se meningen med. Der lyder helt sikkert et lettelsens suk i mange virksomheder i dag, siger viceadm. direktør i DI Kim Graugaard.

Det er blandt andet de mange udlændinge på forskerordningen og fast track-ordningen, der omfattes af de lempede krav. Med regeringens erkendelse af, at øget arbejdskraft bliver fremtidens store udfordring, ser Kim Graugaard det som rigtig fornuftigt, at reglerne nu ændres.

- Det er virkelig fornuftigt, at der kommer et opgør med bankkontokravet lige nu. Danmark har i mange år frem brug for mere arbejdskraft, og det er bredt anerkendt, at flere internationale medarbejdere er en stor del af løsningen. Derfor er det rettidig omhu, at regeringen afvikler regler, som spænder ben for virksomhedernes mulighed at hente medarbejdere hertil, siger Kim Graugaard, der håber på en positiv effekt af et lettet bankkontokrav.

- Mit håb er, at de nye regler vil betyde, at flere internationale medarbejdere kommer hurtigere på plads i de danske virksomheder, siger Kim Graugaard.

Helt konkret foreslår regeringen, at bankkontokravet delvist bliver fjernet for de mange virksomheder, der er certificeret til at kunne ansætte internationale medarbejdere på særlige betingelser. Samtidig bliver bankkontokravet lempet for andre virksomheder, der også ansætter internationale medarbejdere på danske ordninger.

Lovforslaget indeholder samtidig positive ændringer i form af en udvidelse af jobskiftereglen og øget fleksibilitet for korttidsophold. Det er ændringer, som også vil forbedre bøvlede regler for virksomhederne.


For yderligere kontakt:
Pressekoordinator Lars Bøgeskov, 22363138, larb@di.dk

Søren Kjærsgaard Høfler

Søren Kjærsgaard Høfler

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4520
  • Mobil +45 2614 0298
  • E-mail skjh@di.dk

Relateret indhold