31.01.24 DI Pressemeddelelse

DI: Kongens deltagelse i erhvervsfremstød i Polen har stor betydning

I dag begynder det officielle program i Warszawa for den store danske erhvervsdelegation, der er draget til Polen ledsaget af den nyligt udråbte Kong Frederik den 10. Erhvervsfremstødet er kongens første udlandsrejse.

Flankeret af en lang række af dansk erhvervslivs stærke, grønne virksomheder er kong Frederik draget til Polen på sit første officielle besøg efter tronskiftet.

Adm. direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, ser det som stor anerkendelse af dansk erhvervslivs rolle som en positiv ambassadør for Danmark, når kongen har valgt netop et erhvervsfremstød som sit første udlandsbesøg.

- Det er en historisk begivenhed. At kongens første besøg bliver et erhvervsfremstød til Polen gør både dansk erhvervsliv og Polen stolt. Og det understreger kongens veneration, viden og interesse for dansk erhvervsliv, siger Lars Sandahl Sørensen.

Og det er langt fra første gang, kong Frederik viser sin interesse for dansk erhvervsliv. Han har allerede deltaget i over 70 erhvervsfremstød som kronprins.

- Kongen er engageret, vidende og i øjenhøjde med virksomheder, politikere og andre deltagere. Han har gennem mange år været en rigtig god repræsentant i udlandet for Danmark. Men det er klart at med sin nye konge-status, så får det de polske værter til at hæve alle arrangementer under erhvervsfremstødet til et højere niveau og fremstødet få generelt mere opmærksomhed, siger Lars Sandahl Sørensen.

Det er ikke uden grund, at et grønt erhvervsfremstød med fokus på havvind, energieffektivisering, biogas og fødevarer går til Polen. Lige nu kommer 91 procent af Polens energi fra fossile brændstoffer, og hidtil har Polen fået en del energi fra russisk gas. Med en ny grønnere regering i Polen satser landet derfor i højere grad på en grøn og bæredygtig energiudvikling.

Det kommer en bæredygtig polsk udvikling og grønne danske virksomheder til gode. Fremstødet har tiltrukket en lang række grønne danske virksomheder. Hele 59 danske virksomheder deltager i erhvervsfremstødet, 44 af dem er medlemmer af Dansk Industri.

- Den grønne omstilling er noget, der optager både DI og det nye kongepar. Og med det royale engagement vil der blive underskrevet aftaler og skabt kontakter på højt niveau. Erhvervsfremstødet lægger kimen til og accelererer dansk eksport til Polen inden for især energieffektivisering, vind, opvarmning, fødevarer og landbrugsudstyr. Alle områder, hvor Polen vil investere kraftigt i de kommende år, og hvor danske virksomheder er virkelig stærke, siger Lars Sandahl Sørensen.

Erhvervsfremstødet finder sted onsdag og torsdag i Warszawa og fredag i Stettin.

Relateret indhold