16.09.20 Miljø, energi og klima Høringssvar

Sep. 2020: Høringssvar til ændring af lov om betalingsregler for spildevandsforsyning m.v

DI’s bemærkninger til høring om forslag til lov om ændring af lov om betalingsregler for spildevandsforsyning m.v., lov om miljøbeskyttelse, vandsektorloven og lov om vandløb (Spildevandsforsyningsselskabers klimatilpasning m.v.)

DI har 24. august 2020 modtaget ovenstående lovforslag i høring med høringsfrist 13. september 2020. Vi har nedenstående bemærkninger til lovforslaget.

DI finder en ændring af kravet om kommunal medfinansiering på klimatilpasningsprojekter fornuftig. Det kan konstateres, at kravet har medført at mange klimatilpasningsprojekter ikke bliver gennemført, selv om det økonomisk er mere attraktivt end en alternativ kloakløsning. DI finder derfor, at den politiske aftale fra 15. maj 2020 er et vigtigt skridt med henblik på at sikre byer, virksomheder og infrastruktur mod ekstremregn hændelser.

Med den politiske aftale er det samtidig besluttet, at der skal indføres effektiviseringskrav til klimatilpasningsprojekter. Dette i lighed med øvrige investeringer i vandsektoren der pålægges effektiviseringskrav. DI finder det uheldigt, at der dermed kan blive blokeret for, at forsyninger vælger at igangsætte projekter. Det grundlæggende problem er, at mange klimatilpasningsprojekter er en stor initial engangsinvestering, som det er svært efterfølgende at effektivisere. Reguleringen derimod er udformet ud fra en forventning om løbende reinvestering, som muliggør indhøstning af den løbende produktivitetsudvikling.

DI støtter effektiviseringskrav til vand- og spildevandsselskaberne, som er et naturligt monopol. Men vi finder, at det havde været mere fornuftigt, at udskyde effektiviseringskrav til klimatilpasningsprojekter til den generelle vurdering af vandsektorloven, som er planlagt til 2021. DI anerkender, at den politiske aftale indeholder en aftale om at der skal indføres effektiviseringskrav, men opfordrer til, at effektiviseringskravene til klimatilpasningsprojekter udformes, så de ikke reelt kommer til at bremse en igangsætning af projekterne...

Læs det fulde høringssvar i linket nedenfor.

Svend-Erik Jepsen

Svend-Erik Jepsen

Fagleder, Vand & Klimatilpasning

  • Direkte +45 3377 3685
  • Mobil +45 2949 4407
  • E-mail sej@di.dk