14.01.21 Vi rådgiver dig Nyheder

Sådan kommer du som SMV i gang med robotter

DI har lanceret et digitalt forløb, der kan hjælpe SMV’er fra overvejelser om brug af robotter til indkøb af konkrete løsninger.

Der har de seneste år været meget fokus på automatisering i danske SMV’er. Der er stor interesse for industrirobotter og for digitale, administrative robotter (også kaldet RPA: Robotic Process Automation.) I Danmark er vi stolte af vores automationsgrad, men analyser viser igen og igen, at industrien har et stort potentiale i at automatisere yderligere.

Samtidig udvikles der nye, teknologiske automationsløsninger, der kun lige har set dagens lys. Et eksempel på dette er et slibehoved fra OnRobot til UR-robotter. For mange producenter af rustfrie tanke, skibsskruer og møbler er slibning og pudsning nemlig en manuel opgave. Det nye slibehoved er en ny mulighed for at automatisere en opgave.

Potentialet for automatisering vokser altså yderligere med udvikling af ny teknologi.

Automatisering bør ikke bygge på mavefornemmelser
I min daglige dialog med danske industrivirksomheder ser jeg mange forskellige måder at arbejde på. Nogle steder er behovet for automatisering opstået med en konkret kundeopgave. Andre steder opstår behovet fordi, der lige præcist har været tilpas mange enheder i produktionen til, at det har givet mening. Fælles for alle de begrundelser er, at de alle sammen er rigtige.

Mange virksomheder mangler dog en struktureret tilgang til at afdække processen. De mangler at stille sig selv spørgsmål som: Hvor kan det betale sig og hvordan skal løsningen se ud? Hvem kan levere en brugbar løsning og hvad koster det?

For mange bygger i dag deres automatisering på mavefornemmelser. For at tage mavefornemmelserne ud af ligningen er det nødvendigt med en struktureret tilgang til at afdække de mange forskellige potentialer for automatisering i virksomheden. Det indebærer blandt andet:

1. Vurdering af automatiseringsopgaven: Hvor kompleks og krævende er den?

Projekter, hvor denne vurdering er gået skævt, ender mange gange med at blive langt dyrere og tage længere tid at implementere end et projekt, der fra begyndelsen er vurderet korrekt. Det er derfor vigtigt, at få den rette sparing tidligt i processen.

2. Hvem er den rette leverandør?

Det er vigtigt at vælge en leverandør som f.eks. et automationshus, der har ekspertise inden for den opgave, virksomheden gerne vil automatisere. Desværre er der begrænset kendskab til de forskellige automationshuse, så det kan være rigtig svært at finde den rigtige løsning.

Få den rette sparring – og kom godt fra start
I DI vil vi gerne hjælpe vores medlemmer med at komme i gang med automatisering. Vi har lavet det virtuelle kursus ”Kom i gang med industrirobotter” sammen med Gain & Co, der er en uafhængig rådgiver indenfor automation og robotter.

I forløbet hjælper vi virksomheder med at afdække og prioritere potentialet i virksomheden, sende relevante opgaver ud til automationshuse og robotintegratorer og derved sikre et bud, SMV’en kan vurdere. Endelig står man med et beslutningsgrundlag i hånden, så man kan påbegynde automatiseringsprocessen.

Fra at være en proces, der er styret af mavefornemmelser, står man nu med en styret proces på en online platform, der husker og regner på samme måde hver gang. 

Læs mere om forløbet og tilmeld dig her: Kom i gang med industrirobotter - Online (danskindustri.dk)

Kom i gang med industrirobotter

Overvejer du at implementere ny robotteknologi i din virksomhed? På dette specialiseret forløb bliver du i stand til at udvælge de processer, der skal afdækkes og finde leverandører, der passer til din virksomhed.

Læs mere her
Skrevet af:

Mark Fisker