Gør en forskel for en ung uden job eller uddannelse
Næsten 45.000 unge mellem 18 og 25 år er hverken i job eller i gang med en uddannelse. For mange af dem er en tæt relation til en lokal virksomhed den støtte, de mangler, for at komme videre i livet. Din virksomhed kan bidrage ved at blive en del af Lederalliancen.
Hvad er Lederalliancen?
Lederne, Cabi og Dansk Industri står bag partnerskabet Lederalliancen, som handler om at skabe lokale matches mellem virksomheder og unge uden uddannelse og job. Lederalliancen er lavpraktisk, konkret og baseret på frivillighed. Derfor har DI valgt at være partner i samarbejdet. Lederalliancen støttes økonomisk af Tuborgfondet.
Det sker der, når du melder dig ind:
- Du melder dig til Lederalliancen hos Lederne eller hos DI.
- En konsulent fra Cabi ringer til dig for at afklare, hvilke opgaver der giver mening at få løst i jeres virksomhed af en ung.
- Cabi kontakter kommunen og finder den kontaktperson, der kender kommunens unge, og som kan finde den rigtige kandidat til jer.
- Cabi eller kommunens kontaktperson vender tilbage til dig med kontaktinformationer og vejledning til næste skridt. I får hjælp til at få den unge ind i virksomheden på de rigtige vilkår; en ulønnet praktik, småjob, uddannelsesforløb eller andet, der passer jer og den unge.
- Efter lidt tid følger Cabi op med dig. Hvordan er det gået? Er der noget, der skal adresseres?
- Du og Cabi er løbende i kontakt. Du bliver understøttet, indtil der er lavet en aftale med den unge. Er der problemer undervejs, eller skal forløbet stoppe, hjælper Cabi også med det.
Hvordan kan jeg hjælpe en ung helt konkret?
Lederalliancen hjælper dig med at screene virksomheden for konkrete opgaver og områder, du kan bidrage med.
Du kan blandt andet overveje om:
- Du kan tilbyde beskæftigelse i få eller mange timer ugentligt.
- Du kan tilbyde kortere eller længere praktikker.
- I kan etablere en intern mentorordning.
- Du kan tage en trainee inden for smede- og industriteknik, IT og data eller autoområdet, hvis den unge er under 18 år og har afsluttet grundskolen.
Læs mere om DI’s trainée-ordning
Cabi står for den konkrete vejledning i forløbet med den unge, mens du altid kan kontakte DI om arbejdsmiljøregler, regler for unges arbejde og de mange andre spørgsmål, der kan opstå.
Få svar på dine spørgsmål
Vi ved, at en stor andel af DI’s medlemmer allerede er i gang med arbejdet eller står på spring til det. Vi ved også, at mange virksomheder kan have svært ved at finde ud af, hvordan de kommer i gang.
Nogle af de spørgsmål, som virksomhederne typisk savner svar på, er:
- Hvordan får jeg kontakt til de unge mennesker?
- Hvad er det egentlig, vi kan tilbyde hos os?
- Hvem kan hjælpe os undervejs, hvis vi går i stå?
- Hvordan er reglerne for f.eks. praktikker?
De spørgsmål kan du få svar på ved at melde dig ind i Lederalliancen.
Tilbud om lokale netværk
Når du melder dig til hos Lederalliancen, får du individuel sparring fra Lederne, Cabi og DI. Du får også kontakten til de unge og den relevante kommune. Endelig får du mulighed for at være med i et lokalt netværk med virksomheder, der, ligesom dig, har lyst til og mulighed for at hjælpe en ung eller to videre i livet.
Læs mere om Lederalliancen, og tilmeld dig på Ledernes hjemmeside
Hvad er Cabi?
Cabi er et landsdækkende non-profit videnhus, som arbejder for et socialt arbejdsmarked. Cabi tilbyder viden og værktøjer til bl.a. virksomheder, der f.eks. ønsker at fremme udsatte menneskers muligheder for job og uddannelse. Cabi er en fagligt uafhængig selvejende institution med bevilling fra Beskæftigelsesministeriet.