07.12.21 Vi rådgiver dig Nyheder

Hos Nærenergi tegner fremtiden grøn

Med en stigende efterspørgsel på grønne løsninger og en lærlingegodkendelse tegner fremtiden lys for virksomheden Nærenergi. I videoen kan du møde direktør, Jacob Himmelstrup og Tine Lund, der er i lære som montageoperatør og noget af en ’Pippi’.

”Da jeg fandt den her uddannelse i Vestjylland, så tænkte jeg: Det er lige mig. Her kan man lære noget om el og hydraulik, og det har jeg aldrig prøvet før. Så lidt lige som Pippi, tænkte jeg, det kan jeg nok godt lære og finde ud af – og så kastede jeg mig ud i det.”

Sådan gik det til, at Tine skiftede 25 års arbejde i mediebranchen ud med en stilling som voksenlærling i Nærenergi, hvor hun nu har været et halvt år. Her er hun med til at vedligeholde og reparere fyldemundsstykker, som bruges til at tanke biogas i den tunge transport. Et vigtigt element i vejen til en grønnere transport.

Tine har tidligere arbejdet sammen med ingeniører, og det gav hende lyst til at arbejde med bæredygtighed, grønne løsninger og grøn omstilling.

”Og en dag så jeg Jacob i TV 2 Lorry. Så tog jeg kontakt til ham og spurgte, om han kunne være interesseret i en montageoperatørlærling. Og det kunne han heldigvis, og på den måde fik jeg skabt kontakt mellem Skjern Tekniske skole og virksomheden i Gladsaxe,” fortæller Tine.

Hør resten af historien i videoen her:

Katrine Dichmann Christophersen
Skrevet af:

Katrine Dichmann Christophersen