Kim Happe og Daniel Winter deltager fra Persolit (billede: Byggeriets Uddannelser).

26.01.23 Vi rådgiver dig Nyheder

Fordelene ved Skills kan ikke måles – men de kan mærkes

Uvurderlig reklame, faglig glæde og stolthed på arbejdspladsen. Sådan beskrives gevinsterne ved DM i Skills for Persolit Entreprenørfirma A/S, som er en af landets førende virksomheder inden for teknisk isolering. De stolte håndværkstraditioner i virksomheden betyder, at deltagelse til danmarksmesterskaberne i håndværk er en selvfølge.

Men Skills er mere end en festlig anledning for Persolit. Det er også en nødvendighed.

- På Skills skiller man sig ud. De faldende ungdomsårgange betyder, at der er benhård kamp blandt virksomhederne om at tiltrække de nødvendige medarbejdere. Sådan siger Peter Nielfeldt, der sammen med Anders Vestergaard er lærlingeansvarlige i Persolit. - Det er blevet et konkurrenceparameter, at man gør en god figur overfor ens kommende lærlinge. Her er Skills et vigtigt værktøj.

Virksomheden vinder også
Det kræver dygtighed, tid og kræfter at avancere til Skills. Og det kræver en virksomhed, som står bag sin lærling. Men omkostningerne skræmmer ikke Persolit og Peter. For energien kanaliseres tilbage til virksomheden.

- Gennem Skills viser vi kommende lærlinge, at vi vil dem. At vi investerer i dem. Det er fire uger, vi trækker vores lærlinge ud af dagligdagen, men vi synes, det er alle pengene værd. Lærlingene får en god oplevelse, og indadtil viser vi, at vi bygger vores ansatte op. Det giver dygtige og loyale medarbejdere.

De konkurrende lærlinge i teknisk isolering . Daniel Winter (anden fra venstre) og Kim Happe (fjerde fra venstre) deltager fra Persolit. Bagved står faglærerne Bastian Hirshals og Kasper Greendahl fra AMU Syd (billede: Byggeriets Uddannelser).

Glade lærlinge giver god drift
I Persolit tager vi lærlinge for at få nye kollegaer. Derfor vil vi også gerne have, at lærlingene fortsætter, når de er udlært. Så når vi er med til Skills, er det også for at vise, at vi behandler vores medarbejdere ordentligt. At de får en lys og lovende fremtid hos os, og at man får lov at prøve en masse forskellige ting.

For Persolit er Skills ikke bare god reklame indadtil. Det er i lige så høj grad en reklamesøjle mod omverdenen om ens eksistens. Både for virksomheden og for de mange fag, som er repræsenteret. Specielt de mindre fag, som mange unge og deres forældre slet ikke kender.

 - Faget teknisk isolering halter en smule bagefter, fordi folk ikke ved, hvad det er. Derfor er det vigtigt for os at vise os frem. For vi elsker vores fag, og vi ved, hvor vigtige vi er for den grønne omstilling. Og til Skills kommer vi bredere ud, end vi ellers kunne håbe på, for det er en fantastisk scene.

Persolit har fire tidligere danmarksmestre i rækkerne, hvilket er kilde til en del stolthed i firmaet. Derfor er man også glade for at sende de to tekniske isolatør-lærlinge Daniel Vinther og Kim Happe afsted i år.

Skills 2023 bliver afholdt i Messe C i Fredercia fra d. 2.-4. februar. Lærlingene konkurrerer i teknisk isolering fra torsdag 10.30 og er færdige lørdag kl. 12.00.

Kristian Hougaard Frederiksen
Skrevet af:

Kristian Hougaard Frederiksen