Nu kan I indstille jeres arbejdsplads til Arbejdsmiljøprisen 2023
Gør I noget særligt for arbejdsmiljøet? Har I skabt resultater, som andre arbejdspladser kan lære af?
Arbejdsmiljørådet hylder med Arbejdsmiljøprisen 2023 de arbejdspladser, hvor ledelse og medarbejdere samarbejder om at skabe et godt arbejdsmiljø.
Formand for Arbejdsmiljørådet Cristina Lage opfordrer alle arbejdspladser, der har samarbejdet om at skabe et bedre arbejdsmiljø, til at indstille sig:
-Med Arbejdsmiljøprisen ønsker vi at sætte fokus på arbejdspladser, som gør en mærkbar indsats for at skabe et sundt og sikkert arbejdsmiljø. Vi vil gerne hædre de initiativer, som gør en positiv forskel, og som fortjener et skulderklap. Samtidig håber vi, at Arbejdsmiljøprisen kan være med til at inspirere andre arbejdspladser til at gøre en ekstra indsats for arbejdsmiljøet. Vi glæder os meget til at modtage alle de gode indstillinger, siger Cristina Lage.
Prisen uddeles i kategorierne Arbejdsulykker, Ergonomi, Psykisk arbejdsmiljø samt Kemi og vådt arbejde:
Arbejdsulykker
Arbejdspladsen har nedbragt antallet af arbejdsulykker. Arbejdspladsen forebygger arbejdsulykker ved at styrke sikkerhedskulturen – f.eks. ved at have fokus på kultur, holdninger og normer samt interne rutiner og registreringer.
Psykisk arbejdsmiljø
Arbejdspladsen har nedbragt belastninger i det psykiske arbejdsmiljø. Indsatsen indeholder forebyggende elementer og bidrager samtidig til medarbejdernes trivsel – f.eks. ved at sætte fokus arbejdspladskultur, holdninger, interne rutiner og processer.
Ergonomi
Arbejdspladsen har nedbragt de ergonomiske belastninger i arbejdsmiljøet. Arbejdspladsen arbejder systematisk med forebyggelse – f.eks. gennem planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet, instruktion, korrekt anvendelse af hjælpemidler eller integration af sundhedsfremme og arbejdsmiljø.
Kemi og vådt arbejde
Arbejdspladsen har nedbragt risikoen for at medarbejdere udsættes for vådt arbejde, hyppig håndvask, hudkontakt med kemikalier eller har forebygget risikoen for indånding af farlig kemi eller organisk materiale – f.eks. ved at erstatte farlig kemi, ved en teknisk løsning eller ved at organisere arbejdet på en ny måde.
Sidste frist for at indstille sig er fredag d. 10. februar 2023.
Læs mere og indstil jer på arbejdsmiljøprisen.dk.
Fakta
Siden 2006 har Arbejdsmiljørådet tildelt Arbejdsmiljøprisen til arbejdspladser, som har skabt markante resultater og løst vigtige udfordringer i arbejdsmiljøet gennem vedholdende indsatser og et tæt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere. Arbejdsmiljøprisen uddeles inden for fire kategorier til arbejdspladser, som gør noget særligt for arbejdsmiljøet, og som kan inspirere andre. De 12 nominerede arbejdspladser og de fire vindere udvælges af en dommerkomité, der består af repræsentanter fra DA, FH, KL, Lederne og Akademikerne og formand for Arbejdsmiljørådet Cristina Lage.