Foto: Getty Images
16.11.21 Vi rådgiver dig Nyheder

Rockertrusler ikke nok til bortvisning

Østre Landsret har vurderet, at det ikke var berettiget at bortvise en værkstedsassistent, der over for en kollega havde udtalt sig truende om en centerleder, fordi der var usikkerhed om indholdet og karakteren af udtalelsen.

Venner på motorcykler

Værkstedsassistenten, der var ansat som støtteperson på et rehabiliterings- og udviklingscenter, havde gennem en periode været utilfreds med arbejdsforholdene og ledelsen i virksomheden.

Forud for en planlagt temadag for virksomhedens personale havde værkstedsassistenten udtrykt denne utilfredshed over for en kollega og udtalt, at han ville få sine ”venner på motorcykel” til at komme ud i skoven og give centerlederen ”en ordentlig røvfuld”, mens personalet så på.

Kollegaen, der i forvejen var utryg ved værkstedsassistenten på grund af hans sprogbrug og fortid som rocker, blev bange for, at han kunne finde på at gøre alvor af truslen.

Værkstedsassistenten nægtede at have udtalt sig som påstået, men han erkendte, at hans sprogbrug bar præg af, at han var ”lidt mere hardcore end de fleste”.

Først en måned efter temadagen orienterede kollegaen ledelsen om udtalelsen. Der blev herefter afholdt personalemøde, hvor flere kolleger deltog. Umiddelbart efter personalemødet modtog værkstedsassistenten en påtænkt bortvisning.

Værkstedsassistenten blev bortvist ugen efter. Bortvisningen var begrundet i, at værkstedsassistenten havde fremkommet med gentagne grove trusler om fysisk vold over for ledelsen over for sine kolleger.

Bortvisning ikke berettiget

Retten i Næstved fandt, at værkstedsassistenten havde misligholdt sit ansættelsesforhold så væsentligt, at bortvisningen var berettiget.

Byretten lagde i sin afgørelse til grund, at værkstedsassistenten få dage før temadagen havde udtalt, at hans ”venner på motorcykler" ville komme og give lederen "en ordentlig røvfuld", og at værkstedsassistentens kollega var blevet bange som følge heraf.

Sagen blev anket til Østre Landsret, som imidlertid nåede frem til, at der var en sådan usikkerhed om indholdet og karakteren af den udtalelse, værkstedsassistenten havde fremkommet med forud for temadagen, at den ikke kunne danne grundlag for en bortvisning.

Landsretten lagde vægt på, at værkstedsassistenten over for sin kollega havde udtalt noget, som gjorde, at kollegaen på temadagen havde fortalt en anden kollega, at hun var nervøs for, at der ville dukke folk på motorcykler op i skoven, men at det ikke havde medført, at andre kolleger var blevet nervøse. 

Virksomheden havde derfor ikke løftet bevisbyrden for, at udtalelsen i sig selv udgjorde en så væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, at den kunne danne grundlag for en bortvisning.

Værkstedsassistenten blev herefter tilkendt erstatning for løn i opsigelsesperioden.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Østre Landsrets afgørelse af 20. april 2021 i sag nr. BS-2225/2020-OLR.

DI's råd

Bortvisning er den strengeste ansættelsesretlige sanktion, virksomheder kan gøre brug af, hvis en medarbejder væsentligt misligholder sit ansættelsesforhold.

Det beror altid på en konkret vurdering af sagens omstændigheder, om det vil være berettiget at bortvise en medarbejder. Tag derfor altid kontakt til DI, inden I bortviser en medarbejder, for at få hjælp og sparring i den konkrete sag.

Skabeloner

Skabelon til bortvisning

Hent

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.