Foto: Colourbox
11.10.22 Vi rådgiver dig Nyheder

Blev først udsat for sexchikane og så fyret

En kvinde blev af sin leder udsat for sexchikane på arbejdspladsen og blev opsagt ca. en måned senere. Kvinden fik medhold i, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn, både i forbindelse med chikanen og opsigelsen.

Chikane på arbejdspladsen

En kvinde havde siden 2018 været ansat som Key Account Manager i en konsulentvirksomhed.

Den kvindelige medarbejder blev den 1. oktober 2020 af sin leder bukket forover og klappet bagi under overværelse af mindst én anden mandlig kollega. Lederen var ligeledes administrerende direktør for firmaet.

Kvinden oplevede episoden som ydmygende og meget ubehagelig.

Afviste reaktion som barnlige kommentarer

Få dage senere, den 13. oktober 2020, oplyste medarbejderen pr. mail til den administrerende direktør, hvordan episoden påvirkede hende.

Medarbejderen gav udtryk for, at hun oplevede episoden som nedværdigende og krænkende. Direktøren afviste dette med henvisning til sin spøgefulde adfærd og en venskabelig jargon med ’barnlige kommentarer’.

Den 16. oktober tilkendegav kvinden i en mail til direktøren, at hun ikke ønskede at fortsætte sin ansættelse i virksomheden. Dette skyldtes både den omtalte episode og to yderligere episoder og samlet set hendes mening om kulturen på arbejdspladsen.

Herefter drøftede de vilkårene for fratrædelsen.

Opsagt efter episode med sexchikane

I løbet af den efterfølgende uge sendte medarbejderen tre mails til direktøren med ønske om at diskutere vilkårene, før direktøren igen svarede.

På den sidste dag i oktober måned blev kvinden opsagt med henvisning til hendes tilkendegivelse af ønsket om at stoppe ansættelsen.

Derudover blev det påpeget, at medarbejderen ikke havde været imødekommende med hensyn til drøftelsen af vilkårene for fratrædelsen.

Ligebehandlingsnævnet fandt dog, at medarbejderen ikke blev opsagt på grund af sine tilkendegivelser, men derimod på grund af episoden med sexchikane den 1. oktober.

Ulovlig forskelsbehandling på grund af køn

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Ligebehandlingsnævnet fandt, at medarbejderen var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i strid med ligebehandlingsloven.

Ligebehandlingsnævnet lagde vægt på, at episoden var egnet til at krænke medarbejderens værdighed. Der forelå dermed fysisk adfærd med både formål om og virkning af at krænke hendes værdighed.

Denne adfærd omfattes af begrebet sexchikane, hvilket betragtes som forskelsbehandling på grund af køn og er direkte forskelsbehandling i strid med ligebehandlingsloven.

Kvinden blev tilkendt godtgørelse på 40.000 kr. for sexchikane.

Nævnet fandt, at den senere opsigelse havde direkte sammenhæng med episoden en måned tidligere og skete på baggrund af kvindens krav om ligebehandling. Derfor var opsigelsen ligeledes udtryk for forskelsbehandling på grund af køn.

Kvinden blev i denne forbindelse tilkendt godtgørelse svarende til ni måneders løn.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 22. august 2022 i sag KEN nr. 9959 af 22/08/2022.

DI's råd

Afgørelsen viser i tråd med tidligere sager om ligebehandling, at en leders fysiske adfærd over for en medarbejder kan være udtryk for forskelsbehandling på grund af køn, hvis den er egnet til at virke nedværdigende og krænkende.

Sagen viser endvidere, at det er i strid med ligebehandlingsloven at opsige medarbejderen som følge af lederens egen chikanerende adfærd. Medarbejderen kan altså få godtgørelse både for chikanen og for opsigelsen. Arbejdsgiveren er forpligtet til at stille et chikanefrit miljø til rådighed, jf. ligebehandlingslovens § 4.

Du kan læse mere her: I dybden med sexchikane på arbejdspladsen - DI (danskindustri.dk)

Skabeloner

Personalepolitik om seksuel chikane på arbejdspladsen

Hent

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.