Foto: Colourbox
15.11.22 Vi rådgiver dig Nyheder

Berettiget at bortvise vagt for privat kørsel i tjenestebil

En faglig voldgift har afgjort, at det var berettiget at bortvise en vagtmedarbejder, som havde anvendt sin tjenestebil til privat kørsel uden for arbejdstiden. Medarbejderen, som havde modtaget påtaler for andre forhold, kunne ikke godtgøre, at der forelå en nødsituation, som kunne begrunde overtrædelsen af virksomhedens retningslinjer.

Nødsituation

Den 26. august 2021 havde en medarbejder beredskabsvagt i tidsrummet 17.00 – 05.00. Omkring midnat ringede medarbejderens kæreste og fortalte, at hun havde trykken for brystet og åndenød. De aftalte derfor, at han skulle ringe og vække hende om morgenen for at sikre, at hun kom på arbejde.

Da medarbejderen havde forsøgt at ringe ca. 100 gange uden at få svar, kørte han hjem til kæresten i sin tjenestebil. Kort tid før han nåede frem, ringede kæresten tilbage. Hun havde sat sin telefon på lydløs, så hun kunne sove. Han kørte herefter hjem til hende, hvor han blev i ca. en halv time.

Manglende orientering

På vej tilbage fra kærestens bopæl blev medarbejderen fotograferet i en hastighedskontrol, hvorefter virksomheden modtog et bødeforlæg fra politiet nogle dage senere. Da medarbejderen ikke havde orienteret virksomheden om, at han havde brugt tjenestebilen til privat kørsel uden for arbejdstiden, var det først, da virksomheden modtog fartbøden, at de fik kendskab til medarbejderens brug af tjenestebilen.

Da medarbejderens leder herefter spurgte om, hvorfor han havde anvendt tjenestebilen uden for arbejdstiden, svarede medarbejderen, at han intet havde at fortælle. Medarbejderen blev herefter bortvist.

Påtaler for adfærd

På bortvisningstidspunktet havde medarbejderen 14 års anciennitet, og han havde ikke tidligere fået påtaler eller advarsler for privat kørsel i tjenestebilen. Medarbejderen havde dog i flere tilfælde i tiden op til bortvisningen fået påtaler for sin adfærd over for kunder og kolleger.

Dommeren udtalte herom, at selv om påtalerne ikke angik anvendelse af tjenestebilen, og derfor ikke var af afgørende betydning for, om bortvisningen var berettiget, måtte det indgå i bedømmelsen, at han som følge af påtalerne burde have været særligt opmærksom på ikke at overtræde virksomhedens regler.

Klare retningslinjer

Dommeren lagde til grund, at det måtte have stået medarbejderen klart, at kørslen var i strid med virksomhedens retningslinjer og fandt det ikke godtgjort, at der forelå en nødsituation, der kunne begrunde kørslen.

Dommeren fandt således, at medarbejderens private kørsel i tjenestebilen, som han ikke havde oplyst sin arbejdsgiver om før i forbindelse med bortvisningen, udgjorde en så væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, at bortvisningen var berettiget. Virksomheden blev derfor frifundet.

DI førte sagen for virksomheden.

Nyheden er baseret på faglig voldgiftskendelse af 12. oktober 2022 i sag nr. 2022-244.

DI's råd

Det er væsentligt, at virksomhederne har klare retningslinjer for brug af tjenestebiler mv. Hvis virksomheden har klare retningslinjer, kan en bortvisning for overtrædelse heraf være berettiget.

Det afhænger dog altid af en konkret vurdering af sagens omstændigheder, om en bortvisning er berettiget.

Kontakt derfor altid DI for rådgivning, hvis I overvejer at bortvise en medarbejder.

Skabeloner

Skabelon til bortvisning

Hent

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.