Foto: Colourbox
19.12.22 Vi rådgiver dig Nyheder

Leder smed med iPad, men bortvisning var ikke berettiget

Østre Landsret har afgjort, at det ikke var berettiget at bortvise en montageleder, som havde smidt med en iPad og var kommet med en udtalelse i et ophidset øjeblik. Episoden kunne heller ikke begrunde en opsigelse.

Ansat som montageleder

Medarbejderen blev i 2017 ansat som montageleder hos en virksomheds salgsafdeling for køkkener, hvor han var ansvarlig for koordinering af opgaver med montering af køkkener, være backup/sparringspartner, forestå eftersalgsservice samt andre praktiske og administrerende opgaver.

Den 15. april 2020 var lederen på arbejde, selv om han havde ferie, fordi en kollega var sygemeldt. Under arbejdet kom en utilfreds kunde, og en kollega, som var medejer af virksomheden, tilkendegav over for den utilfredse kunde, at der skulle findes en løsning på situationen, og at virksomheden ville komme ud til kunden den følgende dag.

Dette fik lederen til at smide sin iPad på et bord og ifølge lederen ledsaget af ordene »Så kan du lave det selv, det er jo ikke realistisk«. Lederen forlod herefter kontoret og genoptog sin ferieafholdelse.

Bortvist grundet kast med iPad

Medarbejderen blev den 20. april 2020 bortvist, og det fremgik af bortvisningsskrivelsen, at dette var begrundet i episoden den 15. april, ”… hvor du overfor personale havde voldsom og nedværdigende adfærd overfor personale”.

Ved Retten i Odense gjorde lederen gældende, at bortvisningen var uberettiget, da han mente, at han ikke havde misligholdt sit ansættelsesforhold, og slet ikke væsentligt.

Det påhvilede virksomheden at bevise, at de fremsatte påstande legitimerede bortvisningen af lederen. Her kunne virksomheden ikke godtgøre, at lederen havde haft en voldsom og nedværdigende adfærd over for personalet, eller at han havde haft en nedladende og truende adfærd over for medejeren den 15. april 2022. Bevisbyrden var derfor ikke løftet.

Landsrettens afgørelse

Østre Landsret bemærkede, at bortvisningsskrivelsen ikke indeholdt en nærmere præcisering, hvorfor retten lagde lederens forklaring til grund, det vil sige, at lederen havde hævet stemmen, smidt sin iPad på bordet – men ikke efter nogen – og henvendt til sin chef havde udtalt ”så kan du lave det selv, det er jo ikke realistisk”.

Landsretten fandt derfor, at udtalelsen og kastet med iPad under de foreliggende omstændigheder ikke kunne anses for en tilstrækkelig alvorlig misligholdelse af ansættelsesforholdet til at begrunde en bortvisning. Episoden fandtes endvidere ikke efter sin karakter og uden en tidligere advarsel at kunne begrunde en opsigelse heller.

Som følge heraf havde medarbejderen krav på erstatning for uberettiget bortvisning samt godtgørelse efter funktionærloven.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Østre Landsrets afgørelse af 1. december 2021 i sag nr. BS-47459/2021-OLR.

DI's råd

En bortvisning er den alvorligste ansættelsesretlige sanktion. Det er derfor vigtigt, at virksomheden kan dokumentere, at der forelægger en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, hvis en medarbejder skal bortvises.

DI anbefaler, at forholdene omkring den grove opførsel undersøges nøje, inden I træffer beslutning om at bortvise en medarbejder. Medarbejderen bør desuden have lejlighed til at give sin udlægning af episoden og evt. have mulighed for at have en bisidder til stede i den situation. DI anbefaler, at der udarbejdes et referat af sådant et møde.

Bortvisningen skal ske, umiddelbart efter at den grove misligholdelse har fundet sted, eller efter, at virksomheden er blevet bekendt hermed. Ellers kan muligheden for at anvende denne sanktion falde bort.

I den konkrete sag bemærkede byretten, at virksomheden havde udvist passivitet, idet bortvisningen uden forudgående høring først fandt sted fem dage efter den konkrete episode. Landsretten kommenterede dog ikke på reaktionstiden på fem dage, men afviste klart virksomhedens forsøg på at undgå, at passivitet skulle behandles af landsretten, idet emnet ikke var fremført i byretten.

Kontakt DI for rådgivning, hvis I overvejer at bortvise en medarbejder.

Skabeloner

Skabelon til bortvisning

Hent

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.