Foto: Colourbox
21.03.22 Vi rådgiver dig Nyheder

Lettere at søge om arbejdstilladelse for medarbejdere på overenskomst

Virksomheder, der er medlem af en arbejdsgiverorganisation, og som har overenskomst på virksomheden, vil fremover opleve, at medarbejdernes ansøgninger om opholds- og arbejdstilladelse vil blive behandlet lettere og hurtigere.

Overenskomstdækkede virksomheder får det nemmere

DI har i tæt dialog med Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) arbejdet for, at virksomheder skal opleve, at det er muligt at rekruttere medarbejdere uden for EU uden lange sagsbehandlingstider, der besværliggør ansættelsesprocessen.

SIRI har på baggrund af DI´s opfordring ændret deres praksis ved vurdering af medarbejdernes løn- og ansættelsesvilkår og har besluttet, at ansøgere, der skal arbejde for en virksomhed med overenskomst, som udgangspunkt lever op til kravet om sædvanlige løn og ansættelsesvilkår, som skal opfyldes for at få en arbejdstilladelse.

Kortere sagsbehandlingstid

Den nye praksis vil betyde, at SIRI som udgangspunkt vil behandle en ansøgning hurtigere, når styrelsen ved, at virksomheden har et arbejdsgivermedlemskab hos DI, og har en overenskomst.

Hvad er nyt – ’Vurdering af sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår’  

For at opnå en arbejdstilladelse efter eksempelvis beløbsordningen eller positivlisten er det fortsat en betingelse, at lønnen skal være sædvanlig både ved førstegangsansøgninger og ved ansøgninger om forlængelse.

SIRI vil dog fremover lægge til grund, at der er tale om sædvanlig løn, hvis det er oplyst i ansøgningsskemaet og i ansættelseskontakten, at arbejdsgiveren er omfattet af en kollektiv overenskomst gennem medlemskab af en arbejdsgiverforening.

Medarbejderen vil være omfattet af den lempeligere regel, uanset om der er tale om overenskomstdækket arbejde eller arbejde uden for overenskomst. Det afgørende er, at virksomheden har indgået en overenskomst.

Det er vigtigt at bemærke, at det ikke er tilstrækkeligt, at arbejdsgiver alene følger en overenskomst. Virksomheden skal være overenskomstdækket.

Hvilke virksomheder er overenskomstdækket

Den nye praksis vil gælde for overenskomstdækkede virksomheder. Ordningen gælder derfor også for virksomheder, der har virksomhedsoverenskomster.

Ordningen gælder derfor ikke for virksomheder, der ikke har overenskomster.

Kortere sagsbehandlingstider i vente

DI forventer, at den nye praksis vil have en positiv effekt på sagsbehandlingstiderne hos SIRI, da SIRI i mindre omfang vil vurdere sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår.

SIRI vurderer og forventer, at sagsbehandlingstiderne igen vil følge de officielle servicemål inden udgangen af 2022.

Ikke overenskomstdækkede virksomheder vil fortsat skulle vurderes

Hvis en arbejdsgiver ikke har en overenskomst, vil SIRI som udgangspunkt stadig skulle foretage en konkret og individuel  vurdering af medarbejderens løn- og ansættelsesvilkår og skulle vurdere, om de er sædvanlige.

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.