Foto: Colourbox
30.08.22 Vi rådgiver dig Nyheder

Dyrt, hvis ferie ikke afholdes eller afregnes til Feriefonden

Ferie, der er optjent i 2019 og i 2020/21, som ikke er afholdt, og hvor der heller ikke er indgået aftale om overførsel skal indbetales til Arbejdsmarkedets Feriefond og på nogle områder til en overenskomstaftalt feriefond. Ellers kan det blive dyrt.

Hvilken ferie skal afregnes

I Danmark har vi ret til 5 ugers betalt ferie efter ferieloven. De 4 af ugerne er beskyttede af et EU-direktiv – derfor kaldes de ”direktivbeskyttet” ferie.

Den 5. ferieuge kan I og medarbejderen aftale skal overføres. Hvis ikke I indgår en sådan aftale om overførsel inden ferieafholdesesperiodens udløb den 31/12 skal den 5. ferieuge automatisk udbetales til medarbejderen senest den 31. marts efter ferieafholdelsesperioden.

Du kan læse mere om den 5. ferieuge her: Ferie - rådgivning, video og pjece til virksomheder - klik her - DI (danskindustri.dk)

De 4 ugers ferie (direktivbeskyttet ferie) er det derimod hverken muligt at overføre eller udbetale, medmindre der er tale om en reel feriehindring. Direktivbeskyttet ferie, som medarbejderen ikke afholder, og som heller ikke kan overføres eller udbetales, skal virksomheden indbetale til Arbejdsmarkedets Feriefond som ”uhævede feriemidler”.

Når ferieafholdelsesperioden afsluttes den 31. december, skal virksomheden efterfølgende indberette og indbetale de uhævede feriemidler til Arbejdsmarkedets Feriefond eller en privat feriefond, hvis virksomheden er omfattet af en sådan. Indberetningen og indbetaling skal ske senest den 15. november efter ferieafholdelsesperiodens udløb.

Hvem skal der indberettes og indbetales uhævede feriemidler for?

  • Timelønnede omfattet af feriegarantiordning (både ansatte og fratrådte)
  • Fratrådte funktionærer og funktionærlignende omfattet af feriegarantiordning
  • Funktionærer og funktionærlignende i fortsat beskæftigelse

Indbetaling og kontrol

Fristen for indbetaling til Arbejdsmarkedets Feriefond er den 15. november 2022 for ferie optjent i 2019 og 2020/21.  Herefter udpeger Arbejdsmarkedets Feriefond en række virksomheder til revisionskontrol.

Indbetaling kan ske her: Virksomheder - Arbejdsmarkedets Feriefond (aff.dk)

Hvis en virksomhed ikke overholder betalingsfristen, kan det gå hen og blive rigtig dyrt. Udover at virksomheden risikerer en bøde og efterbetaling, påløber der morarenter pr. måned, betalingsfristen overskrides.

Eksempel

En virksomhed med 290 ansatte blev udtaget til kontrol, og 25 ansattes ferieforhold blev gennemgået af et revisionsfirma. Revisionen fandt flere fejl: Seks medarbejdere havde ikke en skriftlig aftale om ferieoverførsel, seks medarbejdere havde overført mere end den 5. ferieuge, fire medarbejdere havde fået annulleret feriedage.

I alt blev fejlene af Feriefonden opgjort til 205.000 kr., og det beløb blev så regnet syv år tilbage til i alt 2.8 mio.kr. inkl. renter.

Efter at DI gik ind i sagen, blev en række krav frafaldet, så sagen endte med et forlig om fire fejl på i alt 40.000 kr. x 6 år = 240.000 + renter 240.000 kr. eller i alt 480.000 kr.

Fratrådte medarbejdere

Medarbejdere, der er fratrådt virksomheden i løbet af ferieåret 2020/21, har ret til at få udbetalt resterende feriepenge.

For at få udbetalt feriepengene, skal medarbejderen senest den 30. september efter ferieafholdelsesperiodens udløb via en blanket (se nedenfor) skriftligt anmode om udbetaling af de resterende feriepenge. Blanketten skal afleveres til virksomheden eller FerieKonto.

Virksomheden skal efter at have udbetalt feriepengene til medarbejderen gemme blanketten i et år.

Undtagelser

Vær opmærksom på, at der er en række undtagelser til forpligtelsen om at indbetale til den centrale ordning, Arbejdsmarkedets Feriefond.

Der er nemlig i en række overenskomster aftalt særlige regler for feriefonde, som er knyttet til de enkelte overenskomster.

I bør derfor undersøge, om overenskomsten forpligter jer til at indbetale uhævede feriepenge på et andet tidspunkt end oven for angivet, og/eller til en anden fond end Arbejdsmarkedets Feriefond. 

Byggeri

Eksempelvis er det i byggeriets overenskomster aftalt, at indbetaling skal ske til Dansk Industri, der efterfølgende overfører pengene til Byggeriets Feriefond.

Uhævede feriepenge for ferie optjent i 2019 og 2020/21 vil således skulle indbetales til Dansk Industri senest den 31. oktober 2022.

Transport

Tilsvarende gælder på en række overenskomster mellem DI og 3F Transport inden for transport, service og lagerområder (bl.a. Fællesoverenskomsten, ATL og AKT), at uhævede feriepenge skal indbetales til parternes fælles feriefond senest den 15. november.

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.