Foto: Colourbox
12.12.23 Vi rådgiver dig Nyheder

Hverken diskrimination eller chikane at give ordblind ansøger afslag

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at en mand med ordblindhed fik afslag på fire stillinger hos en kommune, mente Ligebehandlingsnævnet.

Fire ansøgninger – fire afslag

En mand, der var ordblind, søgte fire stillinger i en kommune: en stilling som tekniker/chauffør samt tre stillinger i Vej og Park, hvor han i sine ansøgninger gjorde opmærksom på sin fortrinsret til at komme til ansættelsessamtale – en fortrinsret, der gælder på det offentlige område – fordi han var svært ordblind. Manden fik afslag på alle fire stillinger.

Manden klagede til Ligebehandlingsnævnet og gjorde blandt andet gældende, at kommunen havde udsat ham for forskelsbehandling på grund af handicap, og at han var blevet udsat for chikane, fordi en leder havde sagt, at han ikke behøvede at søge flere stillinger hos Vej og Park, og at han ikke var i ordentlig fysisk form og var for fed til jobbet.

Kommunen gjorde gældende, at kommunen havde valgt at besætte tre af stillingerne med ansøgere, der var mere fagligt kvalificerede, end manden var – og den fjerde stilling ikke blev besat, da der ikke var kvalificerede ansøgere til stillingen. Kommunen bestred, at lederen skulle have sagt, at manden ikke behøvede at søge flere stillinger, og at manden var for fed til stillingen. Lederen havde derimod oplyst, at mandens fysisk ikke var god i forhold til stillingen som vandløbsarbejder i Vej og Park, fordi jobbet er fysisk krævende. Endelig oplyste kommunen, at kommunen havde flere medarbejdere, der var ordblinde, og at kommunen stillede relevante hjælpemidler til rådighed.

Ikke forskelsbehandling

Ligebehandlingsnævnet gav ikke manden medhold. Ligebehandlingsnævnet fandt, at han pga. sin svære ordblindhed var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand. Efter en samlet vurdering fandt Ligebehandlingsnævnet, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder for, at han havde været udsat for forskelsbehandling pga. handicap – og nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at tre af stillingerne var blevet besat med mere kvalificerede ansøgere, og at stillingen som vandløbsarbejder ikke var blevet besat, fordi der ikke var nogen kvalificerede ansøgere.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 1. juni 2023 nr. 9587.

DI's råd

Når du som arbejdsgiver vælger, hvilken ansøger du ønsker at ansætte, er det vigtigt, at du lægger vægt på saglige kriterier, som er afgørende for stillingen. Det kan f.eks. være uddannelse, erhvervserfaring, faglige kvalifikationer, personlighed mv.

Det er vigtigt, at I ikke lægger vægt på ulovlige kriterier så som køn, graviditet, alder, handicap, etnicitet mv. Fravælger I en ansøger på grund af disse kriterier, kan det koste jer en godtgørelse til ansøgeren. Godtgørelsen kan variere i størrelse afhængigt af sagens konkrete omstændigheder.

Læs mere om Rekruttering - DI (danskindustri.dk)

Læs mere om Forskelsbehandling - regler og rådgivning - DI - DI (danskindustri.dk)

Vejledninger

Guide til håndtering af sygdom og handicap

Hent

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.