Foto: Colourbox
08.04.24 Vi rådgiver dig Nyheder

Lokalaftale var en lokalaftale – hverken mere eller mindre

Under COVID-19-epidemien opsagde et handlingselskab et stort antal lokalaftaler. Herunder en lokalaftale, som medarbejderne mente, var uopsigelig, da aftalen var – eller var blevet – en del af overenskomsten. Arbejdsretten fandt, at lokalaftalen kunne opsiges, selv om den var et vigtigt led i medarbejdernes ansættelsesforhold.

Historik og formulering af aftalen

I den oprindelige version fra 1978 af lokalaftalen stod der, at lokalaftalen var en ”bestanddel” af Jernets Overenskomst (senere Industriens Overenskomst), men i 1989-versionen af lokalaftalen fremgik det, at aftalen var et ”supplement” til overenskomsten.

Aftalen omhandlede funktionærlignende vilkår, herunder funktionærlovens opsigelsesvarsler, månedsløn, 7 pct. ekstra i pension og tidligere også 2 pct. ekstra ferietillæg. Ferietillægget var dog i 2014 flyttet over i en anden lokalaftale, der ligeledes blev opsagt.

Aftalen – der var benævnt lokal aftale – havde følgende opsigelsesbestemmelse:

Aftalen er et supplement til den ovenfor nævnte overenskomst mellem Jernets Arbejdsgiverforening og Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark, løber sammen med denne, og kan kun opsiges af parterne med 3 måneders varsel til den 1. i en måned og til udløb sammen med overenskomsten.”

Aftalen var ikke en kollektiv overenskomst

Arbejdsretten – med tre juridiske dommere – starter med at afvise, at aftalen var en kollektiv overenskomst.

Aftalen er efter sin karakter og indhold en lokalaftale indgået under Industriens Overenskomst.

Arbejdsretten lægger ikke som klager vægt på, at parterne oprindeligt brugte udtrykket ”bestanddel” af Jernets Overenskomst. Herunder mener Arbejdsretten, at opsigelsesbestemmelsen må forstås sådan, at lokalaftalen kan opsiges med 3 måneders varsel – men først bortfalder på det tidspunkt, hvor overenskomsten udløber. Dvs. konkret 1. marts 2023, da aftalen blev opsagt i sommeren 2020.

Ikke en integreret del af Industriens Overenskomst

Arbejdsretten tilkendegiver, at det vil være yderst sjældent, at en lokalaftale bliver en integreret del af en overenskomst. Og at det ikke er nok, at aftalen har været gældende i lang tid, eller at overenskomstparterne har bistået de lokale parter med indgåelse af lokalaftalen. Arbejdsretten henviser her igen til opsigelsesbestemmelsen og lægger vægt på, at lokalaftalen indeholder en selvstændig opsigelsesadgang.

Derudover lægger Arbejdsretten vægt på, at overenskomstparterne hverken har forhandlet eller genforhandlet lokalaftalen, og at to opsigelser af lokalaftalen i hhv. 1993 og 2003, der efterfølgende blev trukket tilbage, heller ikke har givet medarbejderne en berettiget forventning om, at lokalaftalen var en integreret del af Industriens Overenskomst.

I 1993 fastholdt virksomheden, at aftalen kunne opsiges, og i 2003 blev dette synspunkt også fastholdt. Et protokollat fra et søsterselskab til virksomheden, hvor lokalaftalen fremstilles som uopsigelig, udgør heller ikke grundlag for en berettiget forventning om uopsigelighed af aftalen.

Kapitalpensionsordningen bestod heller ikke

Arbejdsretten afviser også, at de 7 pct. ekstra pension bestod pga. et protokollat, hvor det fremgik, at pensionsordningen ikke kunne ophæves, ”så længe medarbejderen er ansat i virksomheden”. Arbejdsretten mener i lighed med virksomheden, at formuleringen ikke går på virksomhedens ophævelse af pensionsordningen – men medarbejderens ophævelse.

DA førte sagen for DI og virksomheden.

Nyheden er baseret på Arbejdsrettens dom af 18. marts 2024 i sag nr. 2023-177.

DI's råd

Dommen viser, at der er høje krav til, at en lokalaftale enten er eller bliver en del af en overenskomst. Derudover beskriver dommen nøje de juridiske betingelser, der skal være opfyldt, for at en lokalaftale kan anses som en del af en overenskomst. Herunder primært, at medarbejderne har fået en berettiget forventning om, at det er tilfældet.

Læs mere om Lokalaftaler - DI (danskindustri.dk)

Skabeloner

Opsigelse af en lokalaftale eller kutyme

Hent

Skabeloner

Lokalaftale - Industriens Overenskomst

Hent

Skabeloner

Lokalaftale om arbejdstid - Industriens Overenskomst

Hent

Skabeloner

Lokalaftale om flekstid - Industriens Overenskomst

Hent

Skabeloner

Lokalaftale om løbende udbetaling til Fritvalgs Lønkonto

Hent

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.