Lokalaftale var en lokalaftale – hverken mere eller mindre

Historik og formulering af aftalen

I den oprindelige version fra 1978 af lokalaftalen stod der, at lokalaftalen var en ”bestanddel” af Jernets Overenskomst (senere Industriens Overenskomst), men i 1989-versionen af lokalaftalen fremgik det, at aftalen var et ”supplement” til overenskomsten.

Aftalen omhandlede funktionærlignende vilkår, herunder funktionærlovens opsigelsesvarsler, månedsløn, 7 pct. ekstra i pension og tidligere også 2 pct. ekstra ferietillæg. Ferietillægget var dog i 2014 flyttet over i en anden lokalaftale, der ligeledes blev opsagt.

Aftalen – der var benævnt lokal aftale – havde følgende opsigelsesbestemmelse:

”Aftalen er et supplement til den ovenfor nævnte overenskomst mellem Jernets Arbejdsgiverforening og Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark, løber sammen med denne, og kan kun opsiges af parterne med 3 måneders varsel til den 1. i en måned og til udløb sammen med overenskomsten.”

Aftalen var ikke en kollektiv overenskomst

Arbejdsretten – med tre juridiske dommere – starter med at afvise, at aftalen var en kollektiv overenskomst.

Aftalen er efter sin karakter og indhold en lokalaftale indgået under Industriens Overenskomst.

Arbejdsretten lægger ikke som klager vægt på, at parterne oprindeligt brugte udtrykket ”bestanddel” af Jernets Overenskomst. Herunder mener Arbejdsretten, at opsigelsesbestemmelsen må forstås sådan, at lokalaftalen kan opsiges med 3 måneders varsel – men først bortfalder på det tidspunkt, hvor overenskomsten udløber. Dvs. konkret 1. marts 2023, da aftalen blev opsagt i sommeren 2020.

Ikke en integreret del af Industriens Overenskomst

Arbejdsretten tilkendegiver, at det vil være yderst sjældent, at en lokalaftale bliver en integreret del af en overenskomst. Og at det ikke er nok, at aftalen har været gældende i lang tid, eller at overenskomstparterne har bistået de lokale parter med indgåelse af lokalaftalen. Arbejdsretten henviser her igen til opsigelsesbestemmelsen og lægger vægt på, at lokalaftalen indeholder en selvstændig opsigelsesadgang.

Derudover lægger Arbejdsretten vægt på, at overenskomstparterne hverken har forhandlet eller genforhandlet lokalaftalen, og at to opsigelser af lokalaftalen i hhv. 1993 og 2003, der efterfølgende blev trukket tilbage, heller ikke har givet medarbejderne en berettiget forventning om, at lokalaftalen var en integreret del af Industriens Overenskomst.

I 1993 fastholdt virksomheden, at aftalen kunne opsiges, og i 2003 blev dette synspunkt også fastholdt. Et protokollat fra et søsterselskab til virksomheden, hvor lokalaftalen fremstilles som uopsigelig, udgør heller ikke grundlag for en berettiget forventning om uopsigelighed af aftalen.

Kapitalpensionsordningen bestod heller ikke

Arbejdsretten afviser også, at de 7 pct. ekstra pension bestod pga. et protokollat, hvor det fremgik, at pensionsordningen ikke kunne ophæves, ”så længe medarbejderen er ansat i virksomheden”. Arbejdsretten mener i lighed med virksomheden, at formuleringen ikke går på virksomhedens ophævelse af pensionsordningen – men medarbejderens ophævelse.

DA førte sagen for DI og virksomheden.

Nyheden er baseret på Arbejdsrettens dom af 18. marts 2024 i sag nr. 2023-177.