Foto: Colourbox
22.09.23 Vi rådgiver dig Nyheder

Aftale om pension til lærlinge og elever på transportområdet

Folketinget har besluttet, at der kan ydes refusion for udgiften til lærlinge-/elevpension med virkning fra den 1. januar 2023. På den baggrund har DI og 3F Transport aftalt, at lærlinge og elever, der er omfattet af parternes Lærlingeoverenskomst har ret til fuld pension fra 1. januar 2023.

Lovgivning på plads

Ved overenskomstforhandlingerne i 2020 blev det aftalt, at der afregnes pension til elever og lærlinge mellem 18 og 20 år. Dog med reducerede satser. Samtidig blev det aftalt, at lærlingene og eleverne skulle have fuld pension, hvis Folketinget besluttede at give refusion for pensionen via AUB-ordningen.

Læs også Ny aftale om pension til lærlinge og elever - DI (danskindustri.dk)

Formålet med parternes aftale var at sikre, at lærlinge og elever bliver omfattet af den almindelige pensionsordning på et tidligere tidspunkt, og dermed sikres bedre vilkår ved pensionering. Samtidig var det en forudsætning, at Folketinget gav adgang til refusion for arbejdsgivers pensionsbidrag til lærlingen/eleven under skoleophold.

Den lovgivning er nu på plads, og derfor har DI og 3F Transport udmøntet den aftale, der blev indgået i 2020.

Aftalen er gældende for lærlinge omfattet af parternes Lærlingeoverenskomst – Lærlingeoverenskomst vedrørende lærlinge inde for landtransportområdet.

Ordningen træder i kraft fra 1. januar 2023, da Folketinget har valgt at give refusionen med tilbagevirkende kraft. Der skal derfor efterbetales af pension, så lærlinge og elever fra den 1. januar får indbetalt samme pensionsprocent som lærlinge over 20 år og øvrige medarbejdere på overenskomsterne.

Der skal kun ske efterbetaling af arbejdsgiverbidraget

DI og 3F Transport har aftalt, at PensionDanmark beregner differencen i arbejdsgiverbidraget mellem de hidtidige indbetalinger for:

  • Den 1. januar 2023 – 31. maj 2023, hvilket er 8 pct.
  • Den 1. juni – 31. oktober 2023, hvilket er 10 pct.

Differencen vil blive periodiseret pr. lærling i den opgørelse, som virksomhederne modtager fra PensionDanmark. PensionDanmark fratrækker udgiften til lærlingeforsikring tegnet i PensionDanmark, inden beløbet opgøres. Virksomhederne skal efter de nye regler være opmærksom på, at der ikke skal betales lærlingeforsikring til elever, der fremadrettet får 12 pct. i pension.

Værdien af efterreguleringen skal indbetales senest 10. december 2023 som et særskilt beløb sammen med det ordinære pensionsbidrag.

Alternativ

Som alternativ har den enkelte arbejdsgiver mulighed for at indbetale dét af PensionDanmark opgjorte beløb, som også tager hensyn til modregning af forsikringsudgiften. Dette beløb skal indbetales til lærlingens særlige opsparing. Virksomheder, der ønsker at gøre brug af denne alternative ordning, skal meddele dette til deres lærlinge. Den enkelte kan herefter gøre indsigelse inden for en frist fastsat under hensyntagen til virksomhedens lønningsperioder. Ved indsigelse skal virksomheden i stedet benytte standardmetoden til efterbetaling af arbejdsgiverbidrag, jf. ovenfor.

Det øremærkede beløb til pension skal senest ultimo 2023 være indbetalt til PensionDanmark.

Arbejdsgivere skal være opmærksom på, at hvis den alternative metode benyttes, så mistes muligheden for at opnå AUB-refusion. Når arbejdsgivere overvejer, hvilken metode de ønsker at benytte, skal de huske, at der kun kan søges AUB-refusion for skoleperioder.

Læs mere om pension og forsikring til lærlinge og elever her

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.