29.11.23 DIB Blog

Gratis hjælp til bekæmpelse af kopivarer er kun ét klik væk

Toldstyrelsen fortjener kæmpe ros for at identificere og destruere godt 96 procent af mistænkte kopivarer. Danske virksomheder kan gratis hjælpe Toldstyrelsen, ligesom vi som forbrugere kan hjælpe ved at fravælge de billige og farlige kopier. Ikke mindst her op mod jul, blogger konsulent Mie Nancy Grouleff.

7 milliarder kroner mister danske virksomheder hvert år til fordel for kopister. Ny rapport viser, at Toldstyrelsen destruerede 53.000 kopivarer svarende til 94 millioner kroner opgjort som værdien af de tilsvarende ægte varer.

I Danmark har 2022 været et markant år for Toldstyrelsen i kampen mod kopivarer. Med en imponerende kontrol på over 55.000 varer har Toldstyrelsen formået at identificere og destruere godt 96 procent af mistænkte kopivarer, viser rapporten fra Toldstyrelsen.

Kan være sundhedsskadeligt

Forbrugere bør tænke sig om en ekstra gang, når en pris ser for god ud til at være sand. Nok kan forbrugeren købe en billigere vare, men denne vare kan være skadelig og bidrage til organiseret kriminalitet, narkotikahandelsorganisationer, og i nogle tilfælde terrororganisationer – som var tilfældet med finansieringen af terrorangrebet på Charlie Hebdo.

Kopivarer er ikke underlagt samme kvalitet og kontrol som originalvarerne, og det kan gå udover forbrugernes sikkerhed og sundhed. Derfor er det  uhyggeligt, at rapporten bl.a. viser, at legetøj bliver kopieret.

Fra DI vil vi derfor gerne sende en opfordring til alle forbrugerne om at købe originalerne fra de danske virksomheder fremfor den billige og farlige kopi generelt men også op mod jul.

Køb af kopivarer går i den grad udover danske virksomheders vækst, fordi indtjeningen går til kriminelle fremfor den danske virksomhed. Men forbrugerne skal også huske på, at køb af kopier går udover danske arbejdspladser og ikke mindst deres egen sikkerhed og sundhed.

Anmod om gratis indgriben

Vi vil også gerne opfordre virksomhederne til at gøre brug af Toldstyrelsens tilbud om bekæmpelse af kopivarer. Ordningen fungerer på den måde, at hvis din virksomhed har et registreret varemærke, design, patent eller en ophavsret eller anden form for intellektuel ejendomsret, så står Toldstyrelsen klar til at holde øje med kopier af dine varer, når de kommer ind i EU fra eksempelvis Kina.

Ordningen er ikke bare effektiv, men også fuldstændig gratis. Anmodningen indsendes via EU's IP Enforcement Portal (IPEP) og finder anvendelse for et år ad gangen. Hvis behovet fortsætter, kan det nemt forlænges.

Som samfund er vi nødt til at anerkende, at bekæmpelsen af kopivarer er en fælles opgave. Virksomheder skal være proaktive med at beskytte deres intellektuelle ejendomsrettigheder, forbrugerne skal være opmærksomme på risikoen ved køb af kopivarer, og DI påtager sig også opgaven.

DI’s indsats med myndighederne, deltagelse i diverse politiske organisationer såsom Danish Anti Counterfeiting Group samt oplysning om problemet m.m. er skridt i den rigtige retning.

Som samfund bliver vi dog nød til at forblive opmærksomme og fortsætte arbejdet, for problemet er langt fra løst.

God jul.

Sådan anmoder du om gratis indgriben af kopivarer

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Mie Nancy Grouleff

Mie Nancy Grouleff

Konsulent, advokatfuldmægtig

  • Direkte +45 3377 3638
  • Mobil +45 6060 6634
  • E-mail migr@di.dk

Relateret indhold